Esbjerg fB Reserver – FC Helsingør Reserver

Mål
6'
6'
44'
50'
50'
61'
61'
71'
88'
Kampreferat
Nicolas Hald Willumsen kom på måltavlen da FC Helsingør U19-hold var oppe mod overmagten i Esbjerg. Foto: Claus Birch.

U19-holdet i fodboldorkan ved vestkysten

Der var lagt i kakkelovnen til FC Helsingør, da det nykårede superligamandskab fra Esbjerg fB tog imod i efterårets første kamp i Reserveligaen. De orangeklædte helsingoranere løb således ind i en gedigen vestjysk fodboldstorm og kunne ikke indvende meget mod hjemmeholdets 6-1 sejr.

Med til historien hører dog i særdeleshed, at FC Helsingør havde valgt at sende U19-mandskabet afsted til mødet med Esbjergs superligareserver. En beslutning der blev taget med baggrund i, at FCH om to dage skal i kamp i DBU Pokalen i Slagelse, hvor cheftræner Christian Lønstrup forventes at bruge alle de førsteholdsspillere, der ikke var i kamp mod Næstved i NordicBet Ligaen i går.

I modsætning til dette, havde Esbjerg alle syv reserver fra weekendens Superligakamp mod Randers FC i startelleveren, der også talte nyindkøbet Brent McGrath fra FC Fredericia og prøvespilleren Daniel Baggio fra Australien.

Dermed var stregerne trukket til en ikke helt jævnbyrdig kamp, som hjemmeholdet satte sig tungt på. Det gav både taktiske og mentale udfordringer for FCHs talentchef Marc Thevis, der stod på sidelinien.

- De første tyve minutter var hårde at komme igennem, der tog vi virkelig vand ind. Men så fik vi justeret vores opstilling og gik fra en 4-4-2 til 4-1-4-1 og det stabiliserede tingene en del, fortæller Thevis.

- Det var en kamp, hvor vi  betalte en masse lærepenge. Jeg kunne da godt have tænkt mig, at vi kun havde tabt 3-2 eller 4-1, men det gav ihvertfald spillerne en klar oplevelse af, hvad der skal til. Hvordan ting bliver straffet, hvor hårdt man kan gå ind i duellerne og så videre, tilføjer han.

Han havde flere nye ansigter med på holdet, der næste weekend skal i aktion for første gang i U19 Divisionen. Fra AB er kommet midtstopperen Ogün Kilic, fra Vejle Boldklub er kommet midtbanespilleren Maxim Fitel og endelig er Lyngby-duo'en Mathias Virkelyst-Andersen og Oliver Basse også skiftet til FC Helsingør. Sidstnævnte lillebror til Mikkel Basse og også midtbanespiller.

FC Helsingør enlige scoring blev sat ind af Nicolas Hald Willimsen, der huggede et indlæg i nettet kort efter pausen.

- Et nederlag på 1-6 ser lidt voldsomt ud, men skærer jeg de første tyve minutter fra og de sidste ti, hvor vi er trætte, så er jeg faktisk meget godt tilfreds. I en god periode formåede vi at spille lige op mod dem og det kan vi godt være tilfredse med, siger Marc Thevis.

Opgøret i Esbjerg var reelt 2. runde i Reserveligaen. FC Helsingør første opgør mod Lyngby er imidlertid blevet flyttet og endnu ikke fastlagt. Udover Esbjerg og Lyngby, skal FCH også møde Vejle Boldklub og SønderjyskE.