Optakt: Næstved-eufori efter jubelstart

Denne historie er læst 2039 gange!

Med en 2-1 premieresejr over AC Horsens, fik Næstved Boldklub i søndags det bedst tænkelige comeback til 1. division. Det har næret drømmene på lægterne, om at vende tilbage til landets bedste række, hvor sydsjællænderne senest spillede i 1996.
– Det betyder næsten alt i forhold til sæsonen. Den start kommer til at definere sæsonen. Ikke så meget alene på grund af sejren, men den måde vi vinder på. At komme tilbage efter at have været bagud 0-1 og have brændt store chancer, og så til at vinde, jublede Næstveds formand og sportschef Jesper Frisenholm i Sjællandske.

Den nyvundne optimisme står i skarp kontrast til stemningen blandt klubbens fans for præcis ét år siden, hvor holdet, med Mogens Krogh som debuterende træner, lagde fra land i 2. divisions vestkreds med to nederlag. Resultater der fik jantelovs-Danmark til at hovere, først og fremmest fordi Næstved frivilligt valgte vestkredsen og ikke lagde skjul på, at man anså den som en lettere vej til oprykning.

Men 28 kampe senere kunne Krogh og kompagni triumfere, i bevidstheden om, at beslutningen om at spille i vest var godt set. Tre års ophold på tredje klasse i dansk fodbold var overstået og i Næstved er alle sejl nu sat ind på at overleve i Bet25 Ligaen.

Cheftræner Mogens Krogh (Nordvest FC).
Den tidligere Brøndby-målmand Mogens Krogh blev hentet til Næstved Boldklub fra Nordvest FC for et år siden. Dét har de ikke fortrudt på sydsjælland. Foto: ClausBirchDK.

Det kommer til at ske på en af rækkens smalleste økonomier, men klubben føler sig overbevist om, at setup’et holder vand.
– Vi kommer til at have et af de mindste budgetter i 1. division, men sådan er det bare. Derfor handler det i første sæson også bare om at overleve og så vil vi konsolidere os på sigt og skabe et økonomisk fundament. Setup’et og opbakningen i klubben er på 1. divisions niveau. Ser man på opbakningen, havde vi i sidste sæson et tilskuersnit på hjemmebane, som hører til i top fem i 1. division. Så opbakningen og interessen i byen og området er til 1. division, siger Mogens Krogh til bold.dk.

Mens den tidligere Brøndby-legende roser sit kollektiv for oprykningen, så vil de fleste andre nok pege på den sympatiske cheftræner som en endnu vigtigere årsag. Han blev hentet til Næstved Boldklub sidste sommer, efter en årrække i Nordvest FC. Et scoop kaldte Næstved-ledelsen dén signing og det er svært at være uenig.

Uden de store armbevægelser har han fået sammensat en homogen trup, der nok har sine profiler, men hvor kollektivet står stærkere end stjernerne.

FODBOLD: Daniel Segev Jørgensen (Næstved, #21) under kampen i 2. Division Øst mellem FC Helsingør og Næstved Boldklub den 11. maj 2014 på Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch
Daniel Segev Jørgensen kommer fra Hornbæk, spillede ungdomsfodbold i Helsingør, inden han via FC Nordsjælland kom til Næstved i 2010. Her har anføreren og forsvarsgiganten haft stor indflydelse på klubbens comeback til 1. Division. Foto: ClausBirchDK.

I forsvaret har både stopperen Daniel Segev Jørgensen og backen Mathias Johannsen tidligere været i FC Helsingørs søgelys. Omkring sig har de rutinerede Søren Jensen og den tidligere FC Nordsjælland-spiller, nytilkomne og bundrutinerede Henrik Kildentoft, foran den stabile ankermand Sebastian Olsen.

På kanten fanges øjet af den hurtige amerikaner Sammy Adjei, der kom til Næstved i vinter som en usleben juvel fra FC Sydvest. Han fik skabt masser af ravage i premierekampen og viste hvorfor, at sydsjællænderne allerede i sommerferien lagde yderligere to år på hans kontrakt. På modsatte side huserer ligeså hurtige Patrick Hansen, mens holdet centralt har den stærke fighter Harun Keser og rutinerede Henrik Bødker, der netop er hentet i Vejle.

Målscorerne fanger altid øjet og i Mikkel Rygaard har holdet spilleren, der både skaber chancerne og afslutter dem. Holdets måske største profil i oprykningssæsonen, godt fulgt til dørs af topscoreren Stefan Nygaard.

Mikkel Rygaard (Næstved) har scoret til 2-0.
Den notoriske målræv Mikkel Rygaard bragte Næstved tilbage i opgøret mod AC Horsens sidste weekend og er manden der altid forsøger det uventede. I 96 kampe for Næstved har han nu scoret 36 gange! Foto: ClausBirchDK.

I truppen er også FCN-talentet Mikkel Jensen, der offensivt har et stort potentiale samt unge Andreas Baes, der blev snuppet i AB. Nævnes skal naturligvis også ex-FCH spilleren Jannik Zimling, der skiftede til ”Næver” klubben i marts og nåede 13 kampe i sit første halvår i den grønne trøje.

På dagens FC Helsingør-hold, har en enkelt spiller en fortid i Næstved. Det var dog meget begrænset hvad Ricki Olsen nåede at spille tilbage i 2012, hvor en skade betød, at han kun blev noteret for 4 kampe i Næstved-trøjen.

En ikke helt uinteressant detalje ved søndagens opgør er naturligvis også, at FCH-trioen Andreas Holm, Martin Koch og Ricki Olsen, i flere sæsoner var en fast del af dét Nordvest FC-hold, der havde netop Mogens Krogh som træner…..

Kampen på Helsingør Stadion sparkes i gang kl. 13, med Peter Munch Larsen som dommer.

All-time FC Helsingør vs Næstved Boldklub

DatoKampResultat
02.08.2015Bet25 LigaFC Helsingør - Næstved BK 2-1
11.05.20142. Division ØstFC Helsingør - Næstved BK 0-2
03.11.20132. Division ØstNæstved BK - FC Helsingør 5-1
26.05.20132. Division ØstNæstved BK - FC Helsingør 0-1
07.10.20122. Division ØstFC Helsingør - Næstved BK 1-4