FC Helsingør – Næstved Boldklub 2-1

Bet25 Liga, 2. august 2015 på Helsingør Stadion

Denne historie er læst 2209 gange!

På en scoring dybt inde i overtiden, sikrede André Riel den første FC Helsingør-sejr i Bet25 Ligaen. Men det holdt hårdt mod med-oprykkerne fra Næstved, der med rette kun føle, at der ikke blev udbetalt løn efter fortjeneste.

FC Helsingør kunne således ubetinget takke målmand Mikkel Bruhn for de tre point. Den lange keeper var skurken sidste søndag i Roskilde, men denne augustdag på Helsingør Stadion strålede hans præstation om kap med solen. Før kampen blev Bruhn kåret som Årets Spiller af fanklubben og han blev naturligvis også man-of-the-match.

Christian Lønstrup havde foretaget en enkelt ændring i startelleveren, hvor Mads Aaquist var foretrukket på backpladsen i stedet for Mikkel Knudstrup. Først og fremmest for at dæmme op for gæsternes amerikanske hurtigløber Samuel Adjei. Det skulle vise sig, at også unge Aaquist havde fået hænderne fulde med den opgave.

FODBOLD: Mikkel Bruhn (FC Helsingør) redder afslutning fra Mikkel Rygaard Jensen (Næstved) under kampen i Bet25 Ligaen mellem FC Helsingør og Næstved Boldklub den 2. august 2015 på Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch
Mikkel Bruhn blev inden kampen kåret til Årets Spiller af fanklubben og var efter opgøret selvskrevet til man-of-the-match hæderen. Her er det Mikkel Rygaard der må se Bruhn få labben på bolden. Foto: ClausBirchDK.

Næstved lagde godt ud og efter seks minutters spil måtte Mikkel Bruhn i aktion for første gang, da han snuppede et fint forsøg fra Stefan Nygaard. Det udløste et par hurtige hjørnespark til de grønne og bare minuttet efter var Søren Jensen tæt på at score på hovedstød ved bageste stolpe.

FC Helsingørs bedste forsøg stod Martin Koch for, da han optimistisk forsøgte at loppe bolden over sydsjællændernes keeper Sebastian Olsen. Det var dog fortsat Næstved der så farligst ud når de angreb og Mikkel Bruhn måtte efter et kvarter igen diske op med en stor redning.

Men FC Helsingør holdt hovedet koldt og det gav udbytte midt i halvlegen. André Riel brød igennem i højre og sendte et langt skift over til Kasper Enghardt. Anføreren headede retur, måske i virkeligheden en afslutning på mål. Men der skulle en pandebrask fra en frembrusende Ricki Olsen til at passere Sebastian Olsen og bringe jublen frem hos hovedparten af de knap 1200 tilskuere.

FODBOLD: Samuel Adjei (Næstved) i kamp med Mads Aaquist (FC Helsingør) under kampen i Bet25 Ligaen mellem FC Helsingør og Næstved Boldklub den 2. august 2015 på Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch
Mads Aaquist havde sit hyr med den hurtige amerikanske kantspiller Samuel Adjei, der også stod fadder til gæsternes udligning kort før pausen. Foto: ClausBirchDK.

Som nævnt indledningsvis havde FC Helsingør på forhånd udvist stor respekt for Samuel Adjei og det var ikke uden grund. Han var ophavsmand til en spektakulær afslutning fra Mikkel Rygaard, der med ryggen til mål, saksesparkede bolden på overliggeren.

Men det var en stakket frist for de lyseblå, for lige før pausen var amerikanerne på spil igen. I to omgange sled han sig forbi Mads Aaquist og servede bolden for fødderne af Mikkel Rygaard. Hans afslutning fik Mikkel Bruhn og Kasper Enghardt i forening reddet på stregen, men bolden endte hos Mikkel Jensen og den unge ex-FC Nordsjællandspiller tordnede bolden op i nettaget, til hans første scoring i Næstvedtrøjen.

Mønstret fortsætter næsten uændret efter pausen, hvor Mikkel Bruhn mange gange måtte redde FC Helsingør. Efter tyve sekunders spil var det Stefan Nygaard der igen var skurken hos Næstved og i det hele taget vil gæsternes frontangriber næppe mindes kampen ret længe. Det skulle da lige være i et mareridt.

Også Mikkel Jensen, Stefan Nygaard igen-igen og indskiftede Andreas Baes forsøgte sig, men passere Bruhn formåede de ikke.

FODBOLD: André Riel (FC Helsingør) jubler efter overtidsscoringen til 2-1under kampen i Bet25 Ligaen mellem FC Helsingør og Næstved Boldklub den 2. august 2015 på Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch
André Riel sendte Helsingør Stadion i jubelrus, da han to minutter inde i overtiden afgjorde kampen med målet til 2-1. Foto: ClausBirchDK.

Det lignede således en pointdeling – som FC Helsingør i virkeligheden kunne være godt tilfredse med. Med Næstved gjorde regning uden André Riel og han afgjorde kampen i to minutters overtid. I sit løb frem ad banen spillede han dybt til Martin Koch, men FCH-angriberen fik ikke bolden under kontrol. I stedet lå den pludselig for fødderne af Riel, der stensikkert udplacerede Sebastian Olsen og sendte stemningen til euforiske højder på lægterne.

Minuttet efter blæste Peter Munch Larsen kampen af og de tre point sendte FCH op på en 7. plads i rækken.

– Når jeg kigger på udviklingen af kampen, så havde jeg godt kunne acceptere 1-1. Men nu vandt vi, måske lidt heldigt, og det er godt. Men vi skal i endnu bedre form og have flere mekanismer ind i vores opspil, sagde Christian Lønstrup efter kampen.

Han anerkendte at gæsterne havde mange chancer, men ærgrede sig alligevel over udligningen.
– Vi havde regnet med at gå til pause og være foran. Det synes jeg måske vi havde fortjent. Men så kommer de på 1-1 fordi vi står og snorksover. Det er godt lavet, men det irriterer mig bare. Spillerne får en melding fra mig, når der mangler fem minutter af en halvleg. Så skal vi være på stikkerne og han må ikke runde to mand. Men OK, det er godt lavet og vi møder jo også spillere der kan nogle ting, i forhold til dem vi har mødt tidligere, lød det fra Lønstrup.

– Ret beset er jeg rimelig tilfreds med tingenes udvikling. Jeg ved godt, at vi ikke dikterede spillet som vi plejer. Vi var lidt mærkede af varmen. Så vi talte om, til anden halvleg, at vi skulle stille os længere tilbage. Vi ville godt lade dem vise sig lidt frem og så samle kræfter og køre lidt omstillinger.

Lønstrup foretog kun to udskiftninger i kampen og begge meget sent.
– Vi har et point i bagagen og jeg havde en fornemmelse af, at vi var i kontrol – i en 1. divisionskamp. Så ser jeg ikke rigtig grund til at skifte ud. Havde vi været bagud, så havde jeg selvfølgelig skiftet noget hurtigere.

Program Næstved 02-08-2015Bet25 Liga, 2. runde
Søndag d. 2. August 2015, kl. 13 på Helsingør Stadion

FC Helsingør – Næstved Boldklub
2-1 (1-1). Tilskuere: 1.186
1-0 Ricki Olsen (24)
1-1 Mikkel Jensen (45)
2-1 André Riel (92)

FC Helsingør (4-4-1-1): Mikkel Bruhn – Mads Aaquist, Andreas Holm, Rasmus Minor Petersen, Kasper Enghardt (Anf) – Ricki Olsen, Dia Raofat (86.: Mads Danekilde), Klaus Lykke, André Riel – Jonas Hebo Rasmussen (90.: Aleksandar Lazarevic) – Martin Koch.
Ikke benyttet: Frederik Mehder (M), Hulusi Dolar, Mikkel Knudstrup, Nicklas Skou, Mikkel Ketelsen.

Næstved Boldklub (4-4-1-1): Sebastian Olsen – Henrik Kildentoft, Daniel Segev Jørgensen (Anf), Søren Jensen, Mathias Johannsen – Mikkel Jensen, Henrik Bødker, Harun Keser (83.: Kevin Bechmann Timm), Samuel Adjei – Mikkel Rygaard (76.: Andreas Baes) – Søren Nygaard.
Ikke benyttet: Tunde Ogunbiyi (M), Jannik Zimling, Patrick Hansen, Jesper O. Christiansen.

Advarsler: Dia Raofat (61), Jonas Hebo Rasmussen (84), begge FC Helsingør. Mathias Johannsen (50), Næstved.
Dommer: Peter Munch Larsen