Fredensborg BI – FC Helsingør 0-1

DBU Pokalen, 3. runde, 23. september 2015

Denne historie er læst 2990 gange!

Der blev skrevet et lille stykke nordsjællandsk fodboldhistorie, da FC Helsingør som ventet sikrede sig videre adgang i DBU Pokalen, med en 1-0 sejr på Fredensborg Stadion. Ikke kun fordi det var første gang, at klubberne fra de to byer mødtes på førsteholdsniveau, men også fordi FCH nu er med i pokalturneringens 4. runde for første gang – og blandt de sidste 16 klubber.

Det blev dog ikke helt så uproblematisk som fans og især cheftræner Christian Lønstrup kunne have ønsket sig. Foran et sjældent stort publikum på 876 mennesker, kæmpede hjemmeholdet heroisk for deres chance og ikke mindst efter pausen, kunne de have fortjent bedre.

Foto: Bo Hilsted
Fredensborgs Christian Schulze header væk foran Aleksandar Lazarevic. Foto: Bo Hilsted

FCHs trænerteam havde blandet kortene godt før pokalopgøret, med spilletid til mange af de sædvanlige reserver. Det så ikke ud til at betyde alverden, for de lyseblå lagde ud med et tungt pres på danmarksserieholdet, der kom til at stå meget langt tilbage på banen.

Det kostede dog først rigtig dyrt omkring den halve time, hvor den tidligere FCH-spiller Emil Sørensen begik frispark mod Jonas Hebo Rasmussen på kanten af feltet. Det tog Mikkel Knudstrup sig af og sendte flot bolden i nettet i det lange hjørne, hvor Fredensborgs rutinerede keeper Jesper Christensen ikke nåede ud.

At det skulle blive kampens eneste mål, var der intet der tydede på efter de første 45 minutter, hvor Jesper Christensen måtte hive et par klasseredninger frem på langskud.

Foto: Bo Hilsted
Anfører Kasper Antonsen runder Hulusi Dolar og kunne som resten af Fredensborg-holdet så rigeligt være indsatsen bekendt. Foto: Bo Hilsted

Efter pausen gik FCH dog ned i tempo og så fik hjemmeholdet langt mere greb om kampen. Et indlæg fra Fredensborg-anfører Kasper Antonsen blev rettet af og var tæt på at stryge i nettet bag Frederik Mehder og lidt senere skabte højrebacken Mathias Olesen den bedste mulighed for de grønne. Efter at have sat Mikkel Knudstrup af, tog han et par træk ind i det lille felt, hvor Mehder imidlertid viste klassen og fik blokeret.

Mod slutningen ville det godt kæmpende hjemmehold også godt have haft et straffespark, da spydspidsen Mads Brøndberg blev hægtet i en omstilling.

Det lykkedes dog FCH’erne at hive den smallest mulige sejr i land og Christian Lønstrup var ikke imponeret.
– Vi har et skud på mål i anden halvleg, mod et hold fra bunden af danmarksserien. Det irriterer mig helt grænseløst. Jeg havde som punkt i optakten, at spillerne skulle give svar til fremtiden. Desværre fik jeg ikke ret mange positive svar fra de offensive spillere, men jeg til gengæld synes, at defensiven gjorde det fint.

 

DBU Pokalen, 3. runde
Onsdag d. 23. september 2015 kl. 16:00 på Fredensborg Stadion

Fredensborg BI – FC Helsingør
0-1 (0-1). Tilskuere: 876
0-1 Mikkel Knudstrup (30)

Fredensborg BI (4-4-2): Jesper Christensen – Mathias Olesen (72.: Christian Lykø), Patrick Kofoed, Laurits Lund, Mads Skovby, – Frederik Jegind Christensen (57.: Christian Schulze), Kasper Antonsen (Anf), Anton Valentiner, Tobias Toftesgaard (75.: Nicolai Visborg) – Emil Sørensen, Mads Brøndberg.
Cheftræner: Claus Larsen.

FC Helsingør (4-4-1-1): Frederik Mehder – Hulusi Dolar, Mads Danekilde, Kasper Enghardt (Anf), Mikkel Knudstrup – Christoffer Boateng (62.: Essam Salamoun), Mads Laudrup, Klaus Lykke (75.: Rasmus Minor Petersen), Ricki Olsen (54.: André Riel) – Jonas Hebo Rasmussen – Aleksandar Lazarevic.
Ikke benyttet: Mikkel Bruhn (M).
Cheftræner: Christian Lønstrup.

Dommer: Peter Munch Larsen