FC Helsingør – Avedøre 3-2

2. Division Øst, 24. august 2014 på Helsingør Stadion

Denne historie er læst 2594 gange!

FC Helsingør topper fortsat 2. division øst efter den tredje sejr i træk. Men det holdt ualmindelig hårdt i søndagens opgør mod upåagtede Avedøre. Oprykkerne fra Hvidovre formåede at rejse sig fra de døde og holde de godt 600 tilskuere hen i åndeløs spænding.

Den første halve time var der ellers intet der tydede på, at hjemmeholdet ville få de fjerneste problemer. Gæsterne var statister i en opvisning, der fik selv Avedøre-træner Jan Christensen til at lette på hatten.

– Vi blev kørt fuldstændig rundt i manegen. Jeg tror mine spillere fik et chok og var alt for benovede. Havde vi været bagud 5-0, kunne jeg ikke have sagt noget til det, for Helsingør spillede fantastisk. De kunne jo nærmest tage bolden ned med tungen, lød det fra Jan Christensen.

FODBOLD: Andreas Holm (FC Helsingør) i kamp med Jesper Fosgaard (Avedøre) under kampen i 2. Division Øst mellem FC Helsingør og Avedøre IF den 24. august 2014 på Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch
Martin Koch scorede sit første mål i FCH-trøjen, da han nettede efter bare tre minutters spil. Foto: ClausBirchDK.

Det var heller ikke mange gange, at gæsterne fik bolden spillet over midterlinien. De få aktioner i modsatte ende var resultatet af lange befriere ud af egen zone og de blev lynhurtigt spillet tilbage, af et Helsingør-hold der både var hurtigere i tanke og handling.

Martin Koch scorede sit første mål for sundbyen efter få minutter, da han på kanten af offside rev sig fri og afdriblede Tobias Nannestad i Avedøre-målet.

I minutterne efter var Ricki Olsen tæt på i flere tilfælde. Først da han nåede returbolden på en afslutning fra Anders Holst og igen kort efter da han sled kom til afslutning.

FODBOLD: Ricki Olsen (FC Helsingør) afslutter under kampen i 2. Division Øst mellem FC Helsingør og Avedøre IF den 24. august 2014 på Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch
Med fire mål i to hjemmekampe har Ricki Olsen for alvor skudt sig ind i hjemmepublikummets hjerter. Foto: ClausBirchDK.

Anders Holst skød lige forbi fra en spids vinkel, inden Ricki Olsen bankede bolden i nettet på et indlæg fra venstre.

Ricki Olsen gjorde det også til 3-0 i en periode, hvor desperationen steg på Avedøres trænerbænk.
– Jeg kunne godt have revet hovedet af dem i pausen, men det havde nok ikke hjulpet så meget. Vi valgte at tage det mere konstruktivt, få trukket en mand mere ned på den defensive midtbane og så blev vi ellers bare enige om, at gå ud og kæmpe for sagen, sagde Avedøres træner.

Det lykkedes over al forventning og så blev det lidt tilfældige mål Simon Duer scorede inden pausen pludselig værdifuldt. Martin Nordentoft sendte smukt et frispark direkte i nettet midt i halvlegen og så begyndte panikken ellers at brede sig i sundbyen.

FODBOLD: Toke Svendsen (Avedøre) header væk foran Andreas Holm (FC Helsingør) under kampen i 2. Division Øst mellem FC Helsingør og Avedøre IF den 24. august 2014 på Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch
Andreas Holm og hans forsvarskollegaer havde rigeligt at se til efter pausen, her i duel med Avedøres Toke Svendsen. Foto: ClausBirchDK.

Avedøre fik chancer på stribe, ikke mindst Emil Vatanis friløber og et skud fra Kenni Olsen, som Mikkel Bruhn måtte ud i fuld længde for at parere.

Det lykkedes dog ikke at få fremtvunget udligningen og man forstod skuffelsen blandt gæsternes spillere, der havde været så tæt på, selvom de startede så langt fra.

– Det var en katastrofal anden halvleg. Hold kæft, hvor har jeg ondt i hovedet af at kigge på det. Spillerne fik ros for en blændende halv time, men at forære Avedøre sådan et par mål, er som at kaste kød til sultne løver. Mentalt var vi helt væk, erkendte FC Helsingør cheftræner Christian Lønstrup.

– Jeg synes, at vi har nogle problemer på backerne, hvor hverken Alexander Augustesen eller Martin Junior imponerende mig. Nu får de et halvt år til at vise mig, at de har niveauet. Ellers er de ikke en del af dét her, rasede Helsingør-træneren efter en nærmest pinlig ringe anden halvleg.