Hvidovre IF – FC Helsingør 0-1

2. Division Øst, 17. september 2014 på Hvidovre Stadion

Denne historie er læst 2773 gange!

Der var drama til sidste fløjt, da FC Helsingør her til aften satte en fed streg under sin oprykningskandidatur med en 1-0 sejr i topbraget på Hvidovre Stadion.

I en tæt kamp, med meget få chancer, afgjorde topscorer Martin Koch tingene med en sikker straffesparksscoring kort efter pausen, efter Ricki Olsen var blevet nedlagt i feltet.

FODBOLD: Martin Koch (FC Helsingør) jubler efter sin scoring på straffespark under kampen i 2. Division Øst mellem Hvidovre IF og FC Helsingør den 17. september 2014 på Hvidovre Stadion. Foto: Claus Birch
Martin Koch jubler over sin straffesparkscoring, der afgjorde topslaget på Hvidovre Stadion kort efter pausen. Foto: ClausBirchDK.

– Vi havde netop talt om i pausen, hvor vigtigt der var, at vi fortsatte med at udfordre dem. Jeg havde en fornemmelse af, at det kunne blive afgjort på en dødbold, sagde en glad cheftræner Christian Lønstrup efter kampen.

Gæsterne havde valgt en noget afventende tilgang til opgøret, mod det offensivt stærke Hvidovre-hold, der måtte stille med assistenttræner Martin Johansen på sidelinien, i stedet for den karantæneramte cheftræner Per Nielsen.

Ikke mindst den tidligere Helsingør-spiller Jonathan Nielsen påkaldte sig respekt i sundbyen og havde fået overfrakken Klaus Lykke på i dødboldsituationerne.
– Jeg har roser til alle, men jeg må specielt fremhæve forsvaret, der fik lukket fuldstændig af. Mikkel var fejlfri i mål og også Bobby Alm Nilsson og Andreas Holm spillede en meget stor kamp, roste Lønstrup.

FODBOLD: Jonathan Nielsen (Hvidovre IF) i kamp med Bobby Alm Nilsson (FC Helsingør) under kampen i 2. Division Øst mellem Hvidovre IF og FC Helsingør den 17. september 2014 på Hvidovre Stadion. Foto: Claus Birch
Den tidligere FCH-spiller Jonathan “Lålå” Nielsen fik ikke meget plads at arbejde på, her i kamp med Bobby Alm Nilsson. Foto: ClausBirchDK.

Det betød at Hvidovre faktisk ikke havde en reel chance i de første 45 minutter, hvor kun frispark ind i feltet og lange indkast fra Kristoffer Wichmann havde lidt farlighedsfaktor.

Modsat var det også småt hvad Helsingør skabte, med en tilbagevendt Anders Holst som en af dem, der forsøgte at udfordre en ligeså kompakt Hvidovre defensiv.

Efter føringsmålet åbnede opgøret sig en smule, men frustrationerne begyndte at brede sig ligeligt på Hvidovreholdet og på tribunerne. Det gav især gæsterne flere opløb på omstillinger, hvor hurtige Frederik Frick var manden der skabte uro på kanten.

Størst chance tilfaldt dog Mads Laudrup, hvor kun en pragtredning af Andreas Larsen forhindrede bolden i at stryge ind i det lange hjørne.

FODBOLD: Kasper Enghardt (FC Helsingør) jubler med klubbens fans over sejren efter kampen i 2. Division Øst mellem Hvidovre IF og FC Helsingør den 17. september 2014 på Hvidovre Stadion. Foto: Claus Birch
Anfører Kasper Enghardt kunne juble med de mange FCH-fans efter sejren, der cementerede førstepladsen. Foto: ClausBirchDK.

– Det var en af de kampe, hvor man ret hurtigt står og tænker, at det bliver en lang aften. Hvidovre er et godt hold og man kunne se, hvor stor respekt de to hold havde for hinanden. Men det er den slags kampe vi kæmper og træner for, og skulle vi ende i 1. division, så bliver det den slags fysik vi kommer til at møde hver weekend, sagde Christian Lønstrup.

Efter godt fem minutters overtid kunne jublen bryde løs i Helsingør-lejren, der nu er har skabt sig et forspring på fire points ned til de nærmeste konkurrenter.