Herlev – FC Helsingør 1-2

Træningskamp, 22. Juli 2014 på Herlev Stadion

Denne historie er læst 2719 gange!

Cheftræner Christian Lønstrup har efterlyst mere fysik på sit mandskab og det har sat sit præg på sommerens transfervindue, hvor især Holbæk-trioen Andreas Holm, Ricki Olsen og Martin Koch repræsenterer de nye vinde der skal blæse over FC Helsingør i den kommende sæson.

Tirsdag aften var der så for første gang lejlighed til at se de nye ansigter i aktion, da FC Helsingør mødte det nyoprykkede 2. divisionshold fra Herlev på et bagende varmt Herlev Stadion.

Christian Lønstrup havde valgt at starte med det tunge og etablerede kavalleri, dog med den undtagelse, at den 19-årige Alexander Augustesen fra FC København spillede venstre back. Det kunne ligne et hint og ihvertfald gjorde den unge back alt det rigtige og leverede en meget fin indsats, med masser af gode fløjløb og nogle gode bolde ind foran mål. Også bagude virkede han påpasselig, omend Herlev måske ikke lige var den helt rigtige styrkeprøve i gårsdagens opgør.

FCH sad tungt på tingene fra start og fik vist både højere tempo i boldomgangen og den efterlyste fysik. Det gav et føringsmål efter få minutter, da Mads Laudrup smart fandt nye Martin Koch. Angriberen trak fra sin oppasser og alene med Herlev-keeperen sparkede han frækt mellem benene på målmanden og sikkert i nettet.

Flere chancer fulgte til FCH, hvor Kasper Enghardt igen var sendt frem i en offensiv rolle med rimelig succes. Dog må der lidt angrebstræning til, hvis det er meningen af kaptajnen også skal begynde at lave mål ud af de chancer han får.

På midten var Anders Holst særdeles veloplagt med mange gode aktioner og Klaus Lykke som sædvanlig hårdheden selv. Nye Ricki Olsen ligner en robust type, der måske ikke ligefrem er kendetegnet ved høj acceleration, men tilgengæld er noget af et godstog at rende ind i, når han først er i gang.

Bagude så Andreas Holm yderst solid ud, med en feltherrers overblik og i fint samspil med Bobby Alm Nilsson. Mikkel Bruhn i målet blev ikke testet alverden, men havde dog en meget fin benparade, der hindrede en Herlev-udligning efter 19 minutters spil.

Et-måls føringen ved pausen var nok lige i underkanten og den blev formøblet efter bare ét minut i anden halvleg. En dødbold blev headet ned for fødderne af indskiftede Tobias Andersen, der alene med Christoffer Ringø udlignede sikkert.

FCH-målmanden vogter til daglig målet på U19-holdet, men er midlertidigt blev hentet op i førsteholdstruppen. Det skyldes det uheld der ramte den nye målmand Nichlas Macdonald fra Lyngby, der er ude i op til fire uger, efter at have brækket fingeren til træning.

Efter pausen så man også de to sidste prøvespillere, Hani Naboulse og Zack Hall. Begge gjorde det hæderligt, men var ikke så fremtrædende som Augustesen.

Det lykkedes fortjent FC Helsingør at sikre sig sejren, efter en kæmpe forsvarsfejl af hjemmeholdet. Nicklas Skou var vågen og fik erobret bolden, der uselvisk blev serveret foran fødderne på Martin Koch. Den store forward svigtede ikke og kunne notere sig som dobbelt målscorer og matchvinder i sin første kamp for FC Helsingør.