FC Helsingør – Næstved Boldklub 1-0

Bet 25 Liga, 25. oktober 2015 på Helsingør Stadion

Denne historie er læst 2834 gange!

Med sin første scoring i Bet25 Ligaen, sikrede Martin Koch de lyseblå sejren i et vaskeægte 6-points opgør mod med-oprykkerne fra Næstved. Målet var højdepunktet i et opgør, der ikke vil blive husket for det gode boldspil, men derimod for en gedigen figtervilje på FC Helsingørs mandskab.

Præcis som i efterårets første opgør mellem de to klubber, var det gæsterne der var mest i boldbesiddelse og skabte de største chancer. Men som i et ondt deja-vue for de grønklædte, brændte gæsterne igen en håndfuld oplagte målchancer.

FCH havde et par ømme punkter på kanterne, hvor Mads Danekilde og Mikkel Knudstrup havde svært ved at lukke af. Indenfor det første kvarter havde sydsjællænderne flere gode chancer. Kevin Bechmann Timm skød i sidenettet og gav siden en gylden assist til Mikkel Rygaard, der imidlertid fik sendt bolden over mål.

Den modsatte vej, var det ikke meget man så til FCH. De lyseblå havde svært ved at holde i bolden, men stik imod spil og chancer, var det alligevel Lønstrups tropper der kom foran. På en hurtig kontra fik Mads Danekilde sendt bolden ind foran mål, hvor Daniel Segev Jørgensen kiksede og efterlod Martin Koch i blank position i bagrummet. Dér svigtede sidste års topscorer ikke og fik under kolossal jubel sendt bolden i nettet.

Efter pausen kom FC Helsingør længere frem på banen, men det var nu fortsat Næstved, der skabte de fleste målchancer. Passere en storspillende Mikkel Bruhn kunne de dog ikke og faktisk var FCH tættere på at øge, end gæsterne på en udligning.

På en lang aflevering kom André Riel alene med Næstved-keeper Sebastian Olsen, men desværre for de hårdtprøvede FCH-fans, sendte hurtigløberen bolden forbi mål.

Dermed var der lagt op til en nervepirrende afslutning, hvor FCH red stormen af, til stor lettelse for cheftræner Christian Lønstrup:

– Det var en vital kamp. Den var ikke specielt køn, men vi gav aldrig op. Vi har spillet bedre kampe end i dag, men vigtigheden var ekstrem for os, ihvertfald at vi ikke tabte, sagde Lønstrup og glædede sig samtidig over at Martin Koch blev matchvinder, efter en skadespause på to måneder.

programfchnbkBet25 Liga, 14. runde
Søndag d. 25. oktober 2015, kl. 13:00 på Helsingør Stadion

FC Helsingør – Næstved Boldklub
1-0 (1-0). Tilskuere: 981
1-0 Martin Koch (30)

FC Helsingør (4-4-1-1): Mikkel Bruhn – Mads Danekilde, Kasper Enghardt, Rasmus Minor Petersen, Mikkel Knudstrup – Philip Zinckernagel (83.: Jonas Hebo Rasmussen), Mads Laudrup, Klaus Lykke,  Anders Holst – André Riel (93.: Hulusi Dolar) – Martin Koch (63.: Dia Raofat).
Ikke benyttet: Aris Vaporakis (M), Christoffer Boateng, Essam Salamoun og Aleksandar Lazareviz.
Cheftræner: Christian Lønstrup

Næstved Boldklub (4-1-4-1): Sebastian Olsen – Mads Brandis (84.: Søren Jensen), Jesper Christiansen, Daniel Segev Jørgensen, Mathias Johannsen – Henrik Bødker – Mikkel Jensen (81.: Patrick Hansen), Mikkel Rygaard, Andreas Baes, Kevin Bechmann Timm – Stefan Nygaard (64.: Sammy Adjei).
Ikke benyttet: Tunde Ogunbiyi (M), Henrik Kildentoft, Jannik Zimling.
Cheftræner: Mogens Krogh

Advarsler: Kasper Enghardt (72), FC Helsingør. Mathias Johannsen,  Henrik Bødker og Andreas Baes, alle Næstved Boldklub.
Dommer: Peter Munch Larsen