Jeppe Christiansen

Denne historie er læst 2661 gange!

Selvom karrieren på eliteplan startede relativt sent, blev Jeppe Christiansen hurtigt en af hjørnestene i FC Helsingør-forsvaret, da han kom til klubben fra Gilleleje FK som 22-årig i januar 2008. Et halvt år efter blev han udnævnt til anfører og forblev et vigtigt samlingspunkt såvel på som udenfor banen, indtil han indstillede karrieren i efteråret 2012 med klubrekorden på 147 kampe.

FODBOLD: Anfører Jeppe Christiansen (Helsingør) under kampen i Danmarksserien, pulje 1, mellem AB Tårnby og Elite 3000 Helsingør den 12. juni 2010 på Tårnby Stadion. Foto: Claus Birch
Anfører Jeppe Christiansen i aktion i Danmarksserien mod AB Tårnby i juni 2010 på Tårnby Stadion. Foto: ClausBirchDK.

Den hovedstødsstærke midtforsvarer trådte sine første fodboldstøvler i Humlebæk Boldklub, hvorefter han via Gilleleje kom til Helsingør IF som drengespiller. Talentet lokkede ham videre til Lyngby Boldklub som 2. års juniorspiller og i to sæsoner i den kongeblå trøje nåede han også at blive udtaget til SBU’s U16 unionshold.

– Selvfølgelig drømte jeg om at blive professionel, men da jeg kom på handelsskole kunne jeg ikke få lektier, skole og fodbold til at harmonere og så stoppede jeg med fodbold. Sommetider kan jeg da godt være lidt nysgerrig efter at vide, hvad der var sket, hvis jeg havde fortsat, men jeg fortryder ikke noget.

Fra Lyngby tog Jeppe derfor tilbage til Gilleleje, hvor han fik sin seniordebut og spillede seriefodbold indtil ambitionerne drev ham tilbage til Helsingør og daværende Elite 3000 i foråret 2008.

Udover en central rolle på 2009/10-sæsonens oprykkerhold til 2. Division Øst, blev FCH-anføreren også en af støtterne på det mandskab, der efterfølgende blev et tophold i landets tredjebedste række. Også pokalkampene mod FC København i efteråret 2009 og Brøndby IF to år senere, vil stå som højdepunkter i Jeppe Christiansens FCH-karriere.

Allerede efter sit første år i den lyseblå trøje, blev Jeppe Christiansen kåret til Årets Fighter i klubben i 2008. En titel han iøvrigt snuppede igen godt to år senere, efter sæsonen 2010/11.

At stemningen i truppen og til træningsaftenerne var helt i top i disse år, beskrev anføreren på sin helt egen facon i et kampprogram i 2010:
– Har du ikke fokus på dit tøj i 2 sekunder, så er det meget normalt at dine boksershorts er tapet fast til bænken, bundet knuder på dine ærmer eller der er tegneskifter i lommerne. Glæder mig allerede til mandag…..

Arbejdet som brolægger og en tidskrævende hobby som fodboldspiller blev dog i sidste ende for meget for den populære forsvarsspiller, der i november 2012 besluttede sig for at sige stop på divisionsplan.

– At arbejde som brolægger giver nogle hårde arbejdsdage en gang imellem og når jeg så har været i hård kamp om søndagen, så kan jeg dårligt kravle ud af sengen om mandagen. Derfor siger jeg stop nu. Jeg skal trods alt holde til arbejdslivet en del år endnu, forklarede den 27-årige forsvarsspiller om sit stop.
Det var med vemod at FC Helsingør måtte sige farvel til den bundsolide kæmpe.
– Han har leveret en forbilledlig indsats i klubben og virkelig været en kulturbærer for os. Det er en mand, som har været med i hele det projekt der er i gang lige nu og vi kan ikke rose ham nok for hans arbejde på og udenfor banen, sagde sportschef Johnni M. Christensen.

Efter tiden i FC Helsingør har Jeppe Christiansen dog ikke helt sluppet fodbolden. Han fortsatte i hjembyen og barndomsklubben Gilleleje FK, der i sommeren 2014 blev til FC Gribskov i et seniorsamarbejde med Græsted IF. Også her har Jeppe – naturligvis, fristet man til at tilføje – fået anførerbindet og er blevet en central spiller i bestræbelserne på at rykke op fra serie 2.

Blå bog
Navn: Jeppe Christiansen
Født: 22. maj 1985
Debutkamp: 4. april 2008, Elite 3000 Helsingør – Avarta 0-1, Danmarksserien
Kampe: 147
Mål: 10
Klub Sæson Række Kampe Mål
Humlebæk Boldklub (ungdom)
Gilleleje FK (ungdom)
Helsingør IF (ungdom)
Lyngby Boldklub (ungdom)
Gilleleje FK (ungdom)
Gilleleje FK
Elite 3000 Helsingør 2007/08 Danmarksserien 17 0
Elite 3000 Helsingør 2008/09 Danmarksserien 25 4
Elite 3000 Helsingør 2009/10 Danmarksserien 31 2
Elite 3000 Helsingør 2010/11 2. Division Øst 31 2
Elite 3000 Helsingør 2011/12 2. Division Øst 30 2
FC Helsingør 2012/13 2. Division Øst 13 0
Gilleleje FK 2012/13
Gilleleje FK 2013/14
FC Gribskov 2014/15 Serie 2
Antallet af kampe for Elite 3000 Helsingør / FC Helsingør omfatter både turneringskampe og officielle pokalkampe under DBU og SBU. En kamp medregnes kun, hvis spilleren har været på banen fra start eller er blevet indskiftet.