Lasse Qvist vælger GVI

Angriber ønsker fast spilletid

Denne historie er læst 2028 gange!

Efter nogle dages betænkningstid har angriberen Lasse Qvist valgte at takke nej til det kontrakttilbud han havde fået fra FC Helsingør.

– FC Helsingør havde tilbudt Lasse Qvist en forlængelse af aftalen på i første omgang yderligere ½ år, men Lasse har ønsket at finde en klub, hvor han kan forvente at få fast spilletid efter sin lange skadesperiode, meddeler klubben her til aften.

Lasse Qvist har derfor valgt at skifte til oprykkerne fra GVI, hvor han forventer at chancerne for fast spilletid er større end i FC Helsingør. Her genforenes han også med sin tidligere holdkammerat fra FCH, Morten Juul Hansen, der tidligere på sommeren valgte at fortsætte i Gentofte-klubben.

Lasse Qvist (FC Helsing¯r).
Lasse Qvist fortsætter karrieren i Gentofte Vangede. Foto: Claus Birch.

Lasse Qvist kom til FC Helsingør sidste sommer, men en slem knæskade ødelagde opholdet for den tidligere FCK- og Lyngbyspiller. Først i foråret var han klar til at spille og nåede kun to førsteholdskampe. I begge tilfælde formåede han at komme på scoringslisten og kan således nemt gå hen og blive en værdifuld spiller for GVI.

– Kienn Jensens afsked efterlod et hul i vores offensiv og trænerteamet har ledt efter en fuldgod erstatning og den er nu kommet i hus – Lasses talent har alle dage været ubestridt og vi håber at GVI er stedet, hvor han får rystet skaderne af sig og får vist sig frem med en masse mål, skriver GVI på deres hjemmeside.

Qvist var ikke en del af truppen, da FCH onsdag mødte Lyngby, men er i stedet rejst med den danske FIFPro-trup til den årlige sommerturnering i Holland. En turnering for kontraktløse fodboldspillere fra seks europæiske lande.

Det var netop efter deltagelse i sidste sommers FIFPro-turnering, at Lasse Qvist kom til Helsingør. Han pådrog sig dog en alvorlig knæskade i en træningskamp op til sæsonstarten og først i maj 2013 var han for første gang med på bænken, da FCH mødt LFA i Nykøbing. Otte gange var Qvist ubenyttet reserve i den forgangne sæson, men de to indhop han fik, var til gengæld ganske overbevisende.

Seks minutter før tid blev han indskiftet mod Birkerød og scorede FCH’s sejrsmål i to minutters overtid og i sæsonens sidste opgør mod Nordvest FC kom han på banen efter en halv times spil og nåede også at blive målscorer.

Lasse Qvist har en fortid i bl.a. Lyngby og FC København.