FC Helsingør overvejer kontraktfodbold

Nødvendig gearing til ophold i 1. division

Denne historie er læst 2818 gange!

Selvom det efterhånden er mere end et halvt år siden, at FC Helsingør formelt set fik DBU’s tilladelse til at indgå spillerkontrakter, så er der endnu ingen, der har skrevet under på den stiplede linie.

Men nu kan det være, at der igen bliver indført kontraktfodbold i Helsingør. I hvertfald overvejer klubbens bestyrelsen kraftigt muligheden, fortæller formand Finn Moseholm til Helsingør Dagblad:
– Vi er enige om, at vi vil se på, hvad vi får ud af at blive kontraktklub. Der er tre forskellige slags DBU-kontrakter, hvor vi i givet fald vil gøre brug af dem, der omhandler bibeskæftigelse, fortæller formanden.

Indførelse af kontraktfodbold kan dermed blive næste skridt i gearingen til et fremtidigt ophold i 1. Division.

Den helt store hurdle er imidlertid økonomien i projektet, der ikke kun omhandler selve spillerlønningerne. Også udgifter som feriepenge, pension og forsikringer skal ind i budgettet, før man reelt kan tage en beslutning.

Omsætningen i FC Helsingør er i dag godt 3 mio. kroner, men det skønnes at et ophold i 1. Division vil kræve mindst 9. mio kroner, selv på økonomiklasse.

Der har tre gange tidligere været kontraktfodbold i Helsingør, alle i HIF-regi. Første gang i 1978, siden fra 1988-1993 og igen i foråret 2000.