Lyngby Boldklub – FC Helsingør 0-0

Træningskamp, 25. Januar 2014 på Virumgaard

Denne historie er læst 3115 gange!

Frostvejr og vind på langs af banen, gjorde lørdagens træningskamp mod Lyngby Boldklub til en særdeles kold fornøjelse. Spillemæssigt var der til gengæld masser at varme sig på, ikke mindst for FC Helsingørs spillere og cheftræner Christian Lønstrup, efter 0-0 mod de kongeblå fra 1. division.

FCH-tilhængerne skal til at vænne sig til en ny spillestil i foråret. Meget tyder på at 4-1-4-1 bliver afløseren for den mangeårige 4-3-3 og her bliver nytilkomne Klaus Lykke givetvis bindemidlet mellem forsvar og midtbane.

Reelt en 5-mands midtbane og dermed kun en enkelt mand helt fremme, der til gengæld skal koncentrere sig om at lave ravage i modstandernes straffesparksfelt.

Den rolle havde Daniel Udsen fra start i lørdagens testkamp, mens Morten Smidt kom ind og fik pladsen i anden halvleg. Begge havde svære arbejdsbetingelser, men fik hver en chance, der kunne have givet mål.

Efter 29 minutter fik Udsen imidlertid ikke træf nok på bolden og blev tacklet af Oliver Fredsted, mens Morten Smidt overplacerede sin afslutning en smule, da han slap fri kort efter pausen.

Største mulighed tilfaldt dog Bjarke Jacobsen lige inden halvlegen, men Nicklas Højlund i Lyngby-målet nåede ned og fik viftet afslutningen til hjørnespark.

Det havde dog ikke været fortjent, hvis FC Helsingør var løbet med sejren. For Lyngby havde også deres chancer, men Kasper Enghardt og Klaus Lykke fik forpurret mulighederne for Frederik Gytkjær, Bror Blume og Philip Rasmussen.

Et målløst opgør var på sin vis meget sigende for kampen, hvor begge hold viste en solid defensiv organisation.

For FC Helsingørs vedkommende var cheftræner Christian Lønstrup yderst tilfreds, med det han så.
– Det var en super indsats mod et tophold fra 1. division. Vi stod solidt og var gode når vi var i boldbesiddelse. Det er jeg fuldt tilfreds med og vi er længere fremme, end jeg havde regnet med, efter kun to ugers træning, sagde Lønstrup.

Den nybagte cheftræner havde også masser af roser til de to nye, Klaus Lykke og indskiftede Emil Müller.

– Lykke viser, at han er en naturlig leder på en fodboldbane. Man ser og hører ham hele tiden og det gik også fint, da vi i anden halvleg prøvede ham i det centrale forsvar.

– Müller viste gode bevægelighed, selvom han naturligvis lige skal vende sig til niveauet. Han er ikke vant til så gode modstandere, men der var fine takter fra ham i dag, sagde Lønstrup.

Udover Emil Müller har FC Helsingør også haft besøg af den svenske duo Daniel Ander og Emil Rosqvist i træningsopstarten. Begge er imidlertid sendt tilbage til Sverige. Dog ikke nødvendigvis permanent, fortæller sportschef Johnni M. Christensen.

– På nuværende tidspunkt har vi ikke den nødvendige økonomi, til at indgå aftaler med dem. Vi er nødt til at sikre os, at enderne hænger sammen. Derfor er det også mest fair, at de får mulighed for at finde sig en anden klub lige nu.

Lyngby Boldklub – FC Helsingør
0-0 (0-0). Tilskuere: 40