GVI – FC Helsingør 3-1

2. Division Øst, 7. juni 2014 i Nymosen

Denne historie er læst 2899 gange!

Forårets slingrende kurs fortsatte med uformindsket styrke, da FC Helsingør lørdag formåede at sætte en føring over styr og tabe til upåagtede GVI.

Et nederlag der ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved, mod et hjemmehold der havde større kampgejst, speed og idérigdom i deres spil.

Det seneste år er mere end en håndfuld spillere i sundbyen blevet vejet og fundet for lette. Ikke så få af dem har fundet fodboldlykken i Vangede og det satte et kuriøst krydderi på opgøret i Nymosen. Lasse Qvist, Casper Offenberg og Morten Juul Hansen var alle i startelleveren mod deres gamle holdkammerater og det gav gnist til en kamp, der på papiret var uden betydning.

– Vi havde tabt tre kampe i træk og talt om, at nu skulle det altså vendes. Helsingør er et hold, vi rigtig gerne vil slå og det er da klart en fordel, at vi er så mange, der har spillet deroppe. Vi ved hvordan de løber og hvem der gerne vil føre bolden frem, lød det fra hjemmeholdets erfarne anfører Morten Juul Hansen efter opgøret.

Med to scoringer fik han selv en hovedrolle i kampen, hvor gæsterne ellers fik en ønskestart med en straffesparksscoring efter bare få minutter. Det lignede noget af en foræring fra dommer Peter Feigh, da GVI-backen Lasse Jensen skubbede Jannik Zimling, men modgangen trak ikke benene væk under GVI.

Tværtimod fik holdet arbejdet sig tilbage i kampen, takket være en placeringssikker defensiv, en løbestærk midtbane og to meget bevægelige frontløbere.

FC Helsingørs cheftræner Christian Lønstrup har ikke lagt skjul på, at mange af hans spillere er til eksamen i sæsonens sidste uger. At dømme på weekendens indsats, var der ikke mange der bestod.

Til gengæld må Helsingør-bossen have sat store plusser i karakterbogen ud for hjemmeholdets  venstrekant Jabar Sharza. Den 20-årige GVI’er var opgørets store oplevelse, med hurtigt og pågående angrebspil, kulminerede med en spektakulær saksesparksscoring et kvarter før tid.

Ganske symptomatisk for indsatsen, så blev han kort før tid jævnet med jorden af en frustreret Klaus Lykke og hvis lørdagens niveau er normalen for midtbanespilleren, så spiller han næppe for den lille klub i Vangede efter sommerferien.

Gæsterne lignede i størstedelen af kampen et hold, hvis spillere forlængst er gået på sommerferie. Der var da heller ingen undskyldninger at finde hos den efterhånden hårdtprøvede cheftræner.

– Det er fuldt fortjent, at vi taber. Igen må jeg konstatere, at vores bundniveau er for lavt. Måske bliver det hurtige mål en sovepude for os, men generelt er det et problem, at vi kommer til at stå, for langt tilbage på banen. Vi prøver at slå over i en 4-4-2 da de får udlignet, men får slet ikke flyttet bagkæden med frem og vi får ikke sat Bjarke Jacobsen i scene på midten, erkendte Christian Lønstrup.

Han må håbe, at klubben i de kommende uger får held i bestræbelserne på, at hente en regulær målmager til sundbyen. Sker det ikke, bliver det svært, at se den ambitiøse klub som seriøs oprykningsaspirant i den kommende sæson.

GVI – FC Helsingør
3-1 (0-1). Tilskuere: 317
3.: 0-1 Daniel Udsen (straffe)
56.: 1-1 Morten Juul Hansen
77.: 2-1 Jabar Sharza
89.: 3-1 Morten Juul Hansen (straffe)