Frederik Frick forlader FC Helsingør

Denne historie er læst 2427 gange!

Angriberen Frederik Frick er stoppet i FC Helsingør i jagten på mere spilletid, og skifter til GVI, meddeler klubben i dag i en pressemeddelelse.

– Vi ville gerne have beholdt Frick foråret med, men har også forståelse for at han søger spilletid, da det ikke er mange kampe han har fået fra start. I langt de fleste af hans kampe, er han kommet ind fra bænken, udtaler cheftræner Christian Lønstrup.

FODBOLD: Frederik Frick (FC Helsingør) i kamp med Morten Damborg (Rishøj) under kampen i 2. Division Øst mellem FC Helsingør og Rishøj Boldklub den 5. oktober 2014 på Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch
Frederik Frick i kamp med Morten Damborg (Rishøj) under kampen i 2. Division Øst mellem FC Helsingør og Rishøj Boldklub den 5. oktober 2014 på Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch.

22-årige Frederik Frick har optrådt i 101 kampe for FC Helsingør siden sin debut i maj 2010, og har i disse scoret 15 mål.

– Det er altid ærgerligt når en af vores egne forlader os, men Frederik har efterhånden behov for at få noget spilletid og ikke blot sidde på bænken og få de sidst 10-15 minutter i kampene, hvorfor jeg har forståelse for hans skifte, fortæller sportschef Johnni Mosevang Christensen. Vi har været bekendt med Frederiks ønske om at skifte gennem lang tid, hvorfor vi i dette vindue har haft fokus på at hente en ny angriber ind, slutter sportschefen.

Frederik Frick har været en del af truppen siden han var U19-spiller i 2010 og er en populær spiller på Helsingør Stadion, hvor han vil blive savnet af FCH´s fans.

I GVI vil Frick blive genforenet med adskillige spillere med en fortid i den lyseblå FCH-trøje. Vangedeklubben tæller således navne som Morten Juul Hansen, Casper Offenberg, Lasse Qvist samt assistenttræner David Rasmussen. Udover Frederik Frick skulle også Dennis Borup være ny i GVI, efter et vinterskifte fra BSV.