Bjarke Jacobsen forlader FCH

Midtbanespiller rygtes på vej til AB

Denne historie er læst 2207 gange!

En af FC Helsingørs største profiler de seneste to sæsoner har spillet sin sidste kamp i den lyseblå trøje. Det meddeler klubben i dag, men vil ikke sætte navn på midtbanespillerens nye klub, bortset fra at der er tale om “en højere rangerende klub”. Ifølge bold.dk skulle der dog være tale om AB.

Bjarke Jacobsen havde ellers kontrakt med FCH frem til 31. december 2015, men klubben vil ikke stå i vejen for stortalentets videre udvikling.

– Bjarkes fodboldtalent er uomtvisteligt og vi vil ikke stå i vejen for hans mulighed for at prøve sig af på et højere niveau. Vi ønsker ham alt det bedste for fremtiden og siger tak for indsatsen gennem mere end 50 kampe, udtaler sportschef Johnni Mosevang Christensen.

Da FC Helsingør i sommeren 2013 indførte kontraktfodbold, var ét af argumenterne, at man kunne sikre sig kompensation, hvis man måtte afgive et talent opad i hierakiet. Om FCH har sikret sig en transfersum i forbindelse med Bjarke Jacobsens klubskifte, ønsker sportschefen dog ikke at be- eller afkræfte.

– Vi har lavet en aftale med en anden klub der gør, at han får ophævet sin kontrakt. Vi forsøger at være flinke, siger Johnni M. Christensen således kryptisk til FCHNET.

Bjarke Jacobsen (FC Helsing¯r).
Bjarke Jacobsen er angiveligt på vej til AB. Foto: Claus Birch.

Er bold.dk’s oplysninger rigtige, skulle der være tale om AB, hvor Bjarke i så fald vil blive genforenet med FCH’s tidigere cheftræner Benny Gall, der nu er assistenttræner hos akademikerne.

Bjarke Jacobsen kom til FC Helsingør i august 2012, da han ikke formåede at sikre sig en kontrakt i FC Nordsjælland, hvor han spillede på U19-mandskabet. Tidligere samme år fik han debut på U20-landsholdet og var også til prøvetræning i Heerenveen

Trods sin alder markerede han sig hurtigt på FC Helsingør-mandskabet, med stort overblik og god bolddistribution. Bjarke Jacobsen har været en af klubbens mest boldfaste spillere, der i en central midtbanerolle var været en stærk regisør og aldrig er gået af vejen for en god nærkamp.

I sine to sæsoner i den lyseblå trøje nåede den 20-årige midtbanemand 54 kampe og 3 scoringer.

Også en anden tidligere FC Helsingør-spiller kan være på vej til at fortsætte karrieren i den grønne trøje. Således spillede venstre backen Matthias Andersen i dag testkamp for AB, der besejrede Brønshøj 6-2. Matthias Andersen, hvis kontrakt med FCH udløb for en uge siden, spillede de første 45 minutter for akademikerne.