Gall: Skal samle de godt skolede talenter op

FCH skal have fokus på "left-overs" i andre klubber

Denne historie er læst 2868 gange!

FC Helsingørs cheftræner Benny Gall kunne med tilfredshed konstatere, at hans senest nytilkomne spiller Casper Offenberg, fik en udmærket optræden i lørdagens træningskamp mod B.1903.

Efter blot en uges træning og 90 minutters kamp mod et danmarksseriehold, får man naturligvis ikke Gall til at lufte sine konkrete planer med den 20-årige angriber, men der var roser at hente fra den rutinerede træner:
– I forhold til Udsen er han jo decideret angriber og det kan man godt se. Det giver en dimension mere i vores angrebsspil, så vi får flere strenge at spille på.

– Han har en god timing i sine løb og finder nogle gode områder ved siden af den makker han har. I det hele taget er han god til at passe ind, med den han spiller med oppe foran. Han udfylder en forskellig rolle, i forhold til om han ligger ved siden af Frick eller med “Lålå”, fortæller Benny Gall.

Med tilgangen af Casper Offenberg har FC Helsingør fået endnu en dygtig ung spiller fra AB og det er ikke tilfældigt, siger Benny Gall:
– AB er en klub med en rigtig god uddannelse af unge spillere. De spillere der kommer der fra, har fået den rigtige skoling og så er det nemmere at fylde på.

– Fordi man ikke lige slår igennem i klubber som AB, Lyngby eller FC Nordsjælland, betyder det jo ikke, at man ikke er en dygtig spiller. Der er en enorm konkurrence i de klubber og det er vigtigt at vi har fokus på de “left-overs”, vi kan samle op og tilføre vores system.

– Naturligvis vil vi også gerne selv udvikle vores ungdomsspillere og det gør vi jo også. Men i den sammenhæng er vi stadig en lille klub og det tager sin tid før niveauet bliver det samme, erkender Benny Gall.

Udover Casper Offenberg har FC Helsingør de seneste år hentet navne som Kasper Enghardt (AB), Anders Holst (AB) og Bjarke Jacobsen (FC Nordsjælland), der alle har gennemgået en stor udvikling efter skiftet til sundbyen som nyoprykkere fra U19-rækkerne.