Forårsstart i frostgrader

Danny Mirabel og Gustav Jensen testes i FC Helsingør

Denne historie er læst 3751 gange!

Forårspremieren syntes langt væk, da FC Helsingørs spillere i aftes tog hul på forberedelserne til de afsluttende kampe i Bet25 Ligaen.

Frosten bed således godt i kinderne, da cheftræner Christian Lønstrup mandag havde spillerne samlet for første gang siden juleferien. En ferie der er den hidtil korteste i FCH-regi, med efterårets afslutning i Vendsyssel den 29. november.

Vanen tro var flere nye ansigter mødt op. Heriblandt den nytilkomne midtbanespiller Jonas G. Hansen, samt de to prøvespillere Gustav Jensen fra FC København og Danny Mirabel fra B.93.

FODBOLD: Danny Mirabel (B.93) afslutter foran Mads Laudrup (FC Helsingør) under kampen i 2. Division Øst mellem FC Helsingør og B.93 den 1. juni 2014 på Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch
Danny Mirabel fra B.93 prøvetræner netop nu i FC Helsingør. Foto: Claus Birch

Midtbanespilleren Gustav Jensen er førsteårssenior, mens Danny Mirabel repræsenterer rutinen efter en karriere i blandt andre B.93, Lyngby, Hvidovre.

På rygteplan noteres det, at Daniel “Elly” Pedersen fra Boldklubben Frem skulle være på vej til FC Helsingør, efter at være blevet frikøbt for DKK 30.000 i Valby-klubben. Dette skifte er dog endnu ikke bekræftet officielt af FC Helsingør.

På afgangssiden er indtil nu André Riel, Mads Laudrup, Klaus Lykke, Jonas Hebo Rasmussen, Frederik Mehder, Mikkel Ketelsen og Christoffer Ringø.