Lynskifte for Hammershøy-Mistrati

FCH henter 23-årig midtbanespiller i Lyngby

Denne historie er læst 2969 gange!

FC Helsingør reagerede hurtigt, da Lyngby Boldklub i transfervinduets sidste timer ophævede kontrakten med den 23-årige midtbanespiller Vito Hammershøy-Mistrati.

Mindre end et døgn senere, kunne han således trække FCH-trøjen over hovedet og løbe på banen i træningskampen mod Greve. Et lynskifte som hovedpersonen selv var særdeles glad for.

– Nogle gange går det stærkt i fodbold. Jeg havde forventet, at vi blev enige om at samarbejdet skulle ophøre. Da så FC Helsingør kom på banen, var jeg ikke i tvivl om, at det er her jeg gerne vil spille, forklarede den unge midtbanespiller.

FODBOLD: Vito Hammersh¿y-Mistrati (FC Helsing¿r) under tr¾ningskampen mellem Greve Fodbold og FC Helsing¿r den 2. februar 2016 i Greve Idr¾tscenter. Foto: Claus Birch
Vito Hammershøy-Mistrati glæder sig til at forsætte karrieren i FC Helsingør. Foto: Claus Birch

– Helsingør er det rigtige for mig. Jeg kan lide den måde de spiller på langs jorden og de har en meget stærk trup, hvor jeg kender mange af spillerne, tilføjede Østerbro-knægten, hvis seniorkarriere var omkring Næstved og HB Køge, inden han for halvandet år siden tog til Lyngby.

– Jeg spiller helst den centrale midtbane og bidrager både defensivt og offensivt, forklarer Mistrati, der dog måtte tage plads på kanten i sin første optræden for FCH.

Cheftræner Christian Lønstrup var godt tilfreds med sin nye midtbanespiller.
– Vito er godt skolet, er vant til et højere niveau og sparker godt. Han var kørt lidt sur i det inde i Lyngby og så kan det være meget godt, at blive set på med nye øjne.

Vito Hammershøy-Mistrati blev som 15-årig hentet fra KB – hvor han blev kåret som årets spiller – til FC Midtjylland, hvor han som U/17- og U/19-spiller var med til at vinde DM-guld.