FC Helsingør – Hvidovre IF 1-0

2. Division Øst, 28. oktober 2012 på Helsingør Stadion

Denne historie er læst 2175 gange!

Der er givetvis blev sendt mange positive tanker til Helsingør, efter søndagens hårdt tilkæmpede og meget fortjente sejr over Hvidovre. For sejren giver ikke kun de lyseblå nye muligheder i topstriden.

Det genåbner også oprykningskampen, hvor klubber som Næstved, Nordvest FC og måske også Frem kan nå at melde sig ind. Efter en sæsonstart med 11 sejre i 12 kampe, faldt Hvidovre i den trettende og viste, at i 2. division øst er ingen større, end de kan ligge ned.

Det var rækkens to bedste angreb der mødtes og såmænd også de to mest scorende spillere, FC Helsingørs Jonathan Nielsen og Hvidovres Jacob Ingvarsen. Det var dog ikke umiddelbart til at se, for der var stor respekt at spore i begge lejre. Det gav ikke mange chancer i de første 45 minutter, hvor der blev spillet mere på tværs og bagud, end frem ad banen i det pragtfulde, men kolde efterårsvejr.

FC Helsingørs trænertrio havde foretaget flere ændringer på holdet, trods den seneste sejr i Roskilde. Samuel Agba og Jonas Kallehauge var tilbage fra karantæne og de gik direkte ind i startelleveren, for at bidrage med en god gang fysik. Det var en god idé, for begge gjorde glimrende fyldest, omend Agba nogle gange fik skilt sig lidt skidt af med bolden i det fremadrettede spil.

Første halvleg kom således til at stå i forsvarsspillets tegn og her skinnede duo’en Nick Andersen og Kasper Enghardt klarere end længe. De to gjorde det ganske enkelt fremragende, med Nick Andersen som den fysisk kompromisløse og Enghardt som den meget bevægelige og forudseende. Godt støttet af de to backs og den bølgebrydende midtbane i form af anfører Kasper Kristensen og hårdt arbejende Jonas Kallehauge, var de i dagens opgør et klart kandidatur til divisionens bedste midterakse. Det var ikke meget der slap igennem til Mads Hamberg, der snuppede alt hvad der kom fra hans tidligere klub.

Stillingskrigen fortsatte til dels efter pausen, men der blev løsnet noget op på begge hold. Specielt Hvidovre vovede sig længere frem på banen, tilsyneladende med en idé om, hvordan de kunne true FCH noget mere. Det gav en enkelt afslutning ved nærmeste stolpe, hvor Hamberg var på sin post, men ellers var det lidt skuffende hvad der blev disket op med, fra Hvidovres stjerneparade af angribere.

I virkeligheden blev gæsternes hovmod også deres fald, for de kom ikke igennem FC Helsingør-forsvaret på noget tidspunkt. Til gengæld blev der slækket på markeringerne i den modsatte ende og det begyndte at give chancer til de lyseblå.

Efter 22 minutter fyrede Jonathan Nielsen af, men måtte se Hvidovres målmand Andreas Larsen i den første af flere gode redninger. Den næste kom bare 6 minutter senere, denne gang med indskiftede Anders Holst og afslutter og “Lålå” igen på spil som oplægger.

Afgørelsen faldt godt 11 minutter før tid og målet blev næsten symbolsk for opgøret, der var præget af hårde dueller og nærkampe. Hvidovre-forsvaret fik i første omgang afværget en dødbold, men Nick Andersen nåede højest og headede bolden retur i feltet. Her dukkede Jonas Kallehauge op og fik lige akkurat presset sig frem og sparket bolden over målmand Andreas Larsen.

Målet fik naturligvis gæsterne længere frem og på et par kontrachancer kunne det være blevet yderligere mål til de lyseblå. Men det forblev ved 1-0, hvilket var et helt igennem retfærdigt resultat af kampen.

Med sejren er Hvidovre nu “kun” 3 points foran Næstved og 6 points foran FC Helsingør, der dog har en kamp i hånden mod NB Bornholm.

Træner Benny Gall var naturligvis meget tilfreds med sejren og roste især sit holds defensive kvaliteter.
– Fundamentet til sejren blev skabt i defensiven, hvor kæderne hængerne rigtig godt sammen. Vi sideforskyder på de rigtige tidspunkter og understøtter hinanden fremragende. Spillerne har fundet ud af, hvordan vi står godt defensivt og dermed kan spare nogle kræfter. Når én går i pres, ved alle andre præcis hvor de skal stå, roste FCH-træneren.

Han ville først og fremmest tale om sit eget mandskab, men sagde dog.
– Hvidovre er et rigtig godt hold, men de skabte ikke så meget i dag som jeg havde forventet og forsøgte sig mest med skud udefra. De første 2/3-dele af banen havde de meget spil, men så fik de ikke lov at komme længere.

– I perioder synes jeg, at vi smider bolden lidt for meget og så bliver de farlige på omstillingerne. Der ville jeg gerne have haft, at vi var lidt mere i kontrol, for vi får løbet rigtig meget. Men omvendt, så vidste vi også på forhånd, at sådan kunne kampen udvikle sig, så det var vi forberedt på. Det ville blive en kamp, hvor vi måtte acceptere ikke at have bolden så meget, som vi ofte er vant til, sagde FC Helsingør-træneren.

– Jeg er glad for, at vi valgte rigtigt, da vi besluttede at satse på Kallehauges fysik på midtbanen. Og selvom han ikke kom på måltavlen, vil jeg også godt rose Jonathan Nielsen. Han spiller vel nok den bedste kamp, jeg har set fra hans side, ydede en kæmpe arbejdsindsats og gjorde stort set alt rigtigt, sluttede Benny Gall.