FC Helsingør – Trelleborgs FF 2-1

Træningskamp, 20. februar 2016 i Helsingør Idrætspark

Denne historie er læst 4675 gange!

– Vi er dér hvor vi skal være. Det ser rigtig godt ud og jeg er meget tilfreds med truppen. Nu håber jeg bare, at de sidste to træningskampe kan spilles på græs og så er vi klar til Skive om 14 dage.

FC Helsingørs cheftræner Christian Lønstrup har brugt en stor del af vinterens ti træningskampe til at give spilletid til alle i den 27 mand store førsteholdstrup. Efterhånden har tegningen af en startellever dog taget form og den blev understreget lørdag, hvor kun målmand Mikkel Bruhn havde fået en fridag.

De øvrige ti kunne meget vel være dem, der også starter i forårspremieren, understreget af, at træneren først begyndte de mange udskiftninger af markspillere et godt stykke ind i anden halvleg. Det vil betyde startpositioner til de tre nytilkomne Jasin Khayat, Morten Bertolt og Vito Hammershøy-Mistrati. Et trekløver der ikke satte spørgsmålstegn ved deres kandidatur, med overbevisende præstationer mod de svenske gæster.

Trelleborgs FF er nyoprykkere til den næstbedste række, men den formodede lighed mellem de to hold var svær at få øje på det første kvarter. Svenskerne blev nedspillet på kryds og tværs, og kun målmand Fredrik Persson hindrede en regulær ydmygelse.

Efter bare 30 sekunders spil, sendte Vito Hammershøy-Mistrati et perfekt indlæg til bageste stolpe, hvor Martin Koch headede værterne foran. Det blev 2-0 kort efter, da Mistrati spillede Philip Zinckernagel igennem på midten og fik panikken til at brede sig hos svenskerne.

Netop Vito Hammershøy-Mistrati kunne ligne forårets helt store profil hos FC Helsingør, hvor han har fundet fodboldglæden igen, efter et halvt år på bænken i Lyngby.
– Vito har givet vores spil en helt ny dimension. Han er sådan en lille motor der arbejder både defensivt og offensivt. Har er enormt god til at skifte spillet og har blik for sine medspillere, roser Christian Lønstrup.

Efter tyve minutters legestue faldt tempoet dog noget hos FC Helsingør og dét var cheftræneren ikke glad for.
– Vi dikterer store dele af kampen. Når det bliver let, er der så desværre nogle der bliver for magelige og det kan jeg ikke acceptere. Jeg kunne også godt savne lidt coolness i straffesparksfeltet, hvor vi får afsluttet for hurtigt.

Gæsterne fik reduceret da Mads Aaquist trak hurtigløberen Furkan Motori ned i feltet og dommer Lars Christoffersen pegede på pletten. En dom Aaquist selv syntes var hård, men der var ingen nåde hos superligadommer Lars Christoffersen, der selv brugte opgøret som opvarmning til den kommende weekends møde mellem Brøndby og Hobro!

Med Morten Bertolt som den defensive boldfordeler har anfører Kasper Enghardt fået mere plads i en fri rolle og på venstrebacken har Jasin Khayat givet den fart, som nordsjællænderne ikke rigtig har haft i Mikkel Knudstrup. Ændringer der har givet en bedre balance på FC Helsingør holdet.
– Vi har arbejdet meget på, at få brede kanter. Det skal give os noget mere plads centralt og det har fungeret rigtig godt i de sidste kampe, hvor det kun er slutproduktet jeg kunne ønske lidt bedre, slutter Lønstrup, der med navne som Ricki Olsen, Dia Raofat og Daniel “Elly” Pedersen på bænken markerer, at konkurrencen bliver hård på hans forårshold.

Træningskamp
Lørdag d. 20. februar 2016, kl. 12:20 i Helsingør Idrætspark
FC Helsingør – Trelleborgs FF
2-1 (2-1). Tilskuere: 50
1-0 Martin Koch (1)
2-0 Philip Zinckernagel (7)
2-1 Zoran Jovanovic (34, straffespark)

FC Helsingør: Daniel Jespersen – Mads Aaquist, Andreas Holm, Rasmus Minor Petersen, Jasin Khayat – Morten Bertolt, Kasper Enghardt – Philip Zinckernagel, Vito Hammershøy-Mistrati, Anders Holst – Martin Koch.
Indskiftede reserver: Aris Vaporakis, Daniel “Elly” Pedersen, Mads Danekilde, Ricki Olsen, Mikkel Knudstrup, Dia Raofat, Hulusi Dolar, Jonas G. Hansen, Daniel Thorup.
Cheftræner: Christian Lønstrup

Trelleborgs FF: Fredrik Persson – Linus Fridolf, Alexander Blomqvist, Roger Thompson, Anton Tideman – Freddie Sramek, Philip Cascalheira, Robin Andersson, Furkan Moroti – Zoran Jovanovic, Mattias Håkansson.
Indskiftede reserver: Linus Müller, Ali Jasim, Emil Kjellker, Norlla Amiri, Denis Malovic.
Cheftræner Patrick Winqvist

Dommer: Lars Christoffersen