Kasper Enghardt solgt til Randers FC

FCH-anfører har skrevet 3-årig kontrakt med Superligaklubben

Denne historie er læst 3174 gange!

FC Helsingør har onsdag aften gennemført salget af anfører, Kasper Enghardt til Superligaklubben Randers FC, oplyser klubben i en pressemeddelelse.

– Der har det seneste år været en stigende interesse for Kasper udefra, og allerede i vinterens transfervindue trak det op til et salg. Nu er den rigtige løsning for såvel Kasper, som for FC Helsingør landet, og selvom han vil blive savnet, er det med stor stolthed vi sender Kasper afsted til Randers FC, udtaler direktør, Janus Kyhl.

FODBOLD: Kasper Enghardt (FC Helsing¿r) i kamp med Mathias Jensen (FC Nordsj¾lland) under tr¾ningskampen mellem FC Nordsj¾lland og FC Helsing¿r den 30. januar 2016 i Farum Park. Foto: Claus Birch
FODBOLD: Kasper Enghardt (FC Helsingør) i kamp med Mathias Jensen (FC Nordsjælland) under træningskampen mellem FC Nordsjælland og FC Helsingør den 30. januar 2016 i Farum Park. Foto: Claus Birch

Kasper Enghardt har skrevet under på en 3-årig kontrakt med Randers FC, hvor han tiltræder direkte efter sommerferien, og dermed er klar til at starte Superligasæsonen sammen med resten af Randers truppen.

– Det har været et rigtigt fint forhandlingsforløb med Randers FC, og vi er bestemt stolte af at kunne sende Kasper til en klub af den størrelse som Randers FC er. Jeg er overbevist om at Kasper kommer til at begejstre ligeså meget i Randers som han har gjort her i Helsingør, og nu glæder vi os til at følge hans videre karriere, som i min optik sagtens kan ende på en endnu højere hylde, slutter Janus Kyhl.

– Jeg glæder mig til at spille fuld tid og prøve kræfter med topfodbolden i Danmark med alt, hvad der hører til. Randers er en klub, der lige er sluttet i top 6 i Superligaen, og det er nok til at være med i mesterskabsslutspillet. Det bliver en stor og spændende udfordring, siger Kasper Enghardt til Helsingør Dagblad.

Kasper Enghardt har spillet 140 kampe og scoret 9 gange i FCH-trøjen, hvor han havde kontrakt til udgangen af 2017.