“Elly” vender tilbage til Frem

Angriberen købt fri efter bare 6 måneder i FC Helsingør

Denne historie er læst 1647 gange!

Angriberen Daniel ”Elly” Pedersen vender tilbage til Boldklubben Frem. Efter bare et halvt år i FC Helsingør, er de to klubber i dag blevet enige om, at Valbyklubben køber offensivspilleren tilbage, selvom han endnu havde halvandet år tilbage af sin kontrakt i sundbyen.

– Det er naturligvis ærgerligt, når man køber en spiller, som så ikke bliver den succeshistorie som man havde håbet på. Det må vi jo desværre erkende, at casen er med ”Elly”, som aldrig rigtig er blevet den succes vi alle håbede på. ”Elly” har selv ønsket at komme videre og så er det jo glædeligt, når det kan løse sig til tilfredshed for alle parter” skriver FC Helsingørs direktør Janus Kyhl i en pressemeddelelse.

FODBOLD: Daniel “Elly” Pedersen (FC Helsingør) i duel med Henrik Madsen (HB Køge) under kampen i Bet25 Ligaen mellem HB Køge og FC Helsingør den 16. maj 2016 på Castus Park i Herfølge. Foto: Claus Birch
Daniel “Elly” Pedersen i duel med Henrik Madsen under kampen i Bet25 Ligaen mellem HB Køge og FC Helsingør den 16. maj 2016 på Castus Park i Herfølge. Foto: Claus Birch

– Jeg vil gerne pointere, at vi har været fuldt ud tilfredse med “Elly”´s indstilling, og han er en fin knægt og spiller, som jeg kun ønsker det bedste. Til gengæld så står vi også med en rigtig fin duo i front i form af Martin Koch og André Riel og så giver det god mening for os, at sælge Elly. Jeg vil gerne takke ham for hans korte tid i klubben, og ønske ham god vind videre i karrieren, slutter FC Helsingørs direktør.

Salgsprisen er ikke offentliggjort, men det er næppe helt forkert at gætte på samme beløb som FC Helsingør i januar måtte betale Boldklubben Frem. Et beløb der ifølge Valby Bladet blev anslået at være omkring 30.000 kroner. 

Daniel “Elly” Pedersen scorede 1 mål i 13 kampe for FC Helsingør. Den enlige scoring var sejrsmålet til 3-2 fem minutter før tid, da FC Helsingør vandt TV-kampen på Vejle Stadion i april.