FCH henter rutinerede Mikkel Knudstrup

To-årig kontrakt til venstrebenet back

Denne historie er læst 2632 gange!

FC Helsingør sikrede sig torsdag den første forstærkning efter oprykningen til 1. Division, da de lyseblå sikrede sig en signatur fra den 23-årige rutinerede venstreback Mikkel Knudstrup.

Knudstrup har de sidste halvandet år spillet I FC Fredericia, men har ønsket at få ophævet sin kontrakt et halvt år før tid, hvilket 1. divisionsklubben har imødekommet.

Mikkel Knudstrup, Johnni Christensen, 11-06-2015
Mikkel Knudstrup var torsdag i Helsingør, hvor han sammen med sportschef Johnni Mosevang Christensen underskrev en 2-årig kontrakt med FC Helsingør. Foto: FC Helsingør.

– Jeg havde brug for at komme hjem til København. Jeg er københavner med stort K og hele min familie og omgangskreds er herovre. Så det var ikke fantastisk at side I Jylland, siger han til Helsingør Dagblad og bliver nu i stand til at kombinere fodbolden med et nyt studie.

– Jeg har efterhånden spillet mange kampe på 1. divisionsniveau og kommer derfor med noget erfaring fra det niveau, som jeg kan give videre til nogle af holdkammeraterne. På banen er det nok mine offensive kvaliteter, der springer mest i øjnene og så har jeg en god venstre fod, tilføjer han til avisen.

For FC Helsingør handlede det om at styrke defensiven.
– Christian Lønstrup har ønsket at forstærke truppen med en venstrebenet back og ham har vi fundet i Mikkel Knudstrup, fortæller sportschef Johnni Mosevang Christensen.

Mikkel Knudstrup var ungdomsspiller i B.93, inden han via KB/FC København blev hentet til FC Nordsjælland. Her blev han omskolet fra angriber til venstreback, men nåede kun en enkelt optræden for Superligaklubben i DBU Pokalen. I erkendelse af, at konkurrencen med Pierre Bengtsson på netop backpladsen var for hård, tog Knudstrup videre til FC Vestsjælland I 1. Division, fortsat som fuldtidsprof.

Halvandet år senere blev MIkkel Knudstrup hentet til Hvidovre IF, hvor han udødeliggjorde sit navn med et brag af en frisparksscoring, da 1. divisionsklubben sensationelt ekspederede lokalrivalerne fra Brøndby IF ud af pokalturneringen i efteråret 2013.

Flere klubber lurede på den unge back, blandt andre Viborg FF og Randers FC, men det blev FC Fredericia der fik hans underskrift i sommeren 2014, hvor han blev frikøbt af Hvidovre. En knæoperation samme efterår kostede en del spilletid for forsvarsspilleren, der imidlertid nu er fit for fight og klar til at starte i FC Helsingør.

Den fysisk stærke og rutinerede divisionsspiller var torsdag i Helsingør, hvor han skrev en to-årig kontrakt med FCH.
– Det primære mål i næste sæson er, at vi overlever. Det tror jeg vil være det vigtigste for klubben.  Derefter kan vi arbejde os længere og længere opad. Jo hurtigere overlevelsen er sikret, jo hurtigere kan vi bygge på, sagde han efterfølgende til FCHTV.