Alexander Fioretos skal styrke bredden

Halvårlig aftale til græsk-svensk midtbanespiller

Denne historie er læst 2183 gange!

Efter et par ugers prøvetræning og et indhop i træningskampen mod IFK Värnamo, er den svensk-græske midtbanespiller Alexander Fioretos klar til at fortsætte karrieren i FC Helsingør.

Fredag aften indgik den 21-årige centrale midtbanespiller en halvårlig aftale med FCH og det bliver ikke sidste tilgang, siger direktør Janus Kyhl til Frederiksborg Amts Avis.
– Det er tydeligt, at vores trup er smal. Men transfervinduet er langt endnu og vi er ikke færdige. Vi forventer at lave aftaler med flere spillere, lyder det fra Kyhl.

FAKTA
Alexander Fioretos (f. 27. januar 1995)
Position: Central midtbane, Kant
Klubber: Lunds BK, Helsingborgs IF, Helsingborgs IF Akademi, AEL Kalloni
Landshold: Grækenland U17, 1 kamp i 2012

Alexander Fioretos har fået sin fodboldopvækst i Helsingborgs IF’s fodboldakademi, men formåede ikke at slå sig det sidste stykke igennem til Allsvenskan-mandskabet. I stedet udnyttede han sine græske rødder og tog i februar 2016 til græske AEL Kalloni. Her blev det til en halv sæson, hvor den lille klub rykkede ud af den bedste græske række – Super League. I april fik han sin længe ventede debut i sæsonens sidste kamp, mod Olympiakos på Georgios Karaiskakis Stadion.

Efter kontraktudløbet på den græske ø i juni, har Fioretos holdt formen ved lige hjemme i Helsingborg. Her forlød det, at netop Olympiakos var interesseret i at knytte ham til A-truppen:
– Det var en ganske stor nyhed i Grækenland, at de har mig på deres liste. Men som alle ved, er det ganske langt fra at stå på en liste og til at noget virkelig sker. En del af det medierne skriver dernede, skal man tage med et gran salt, men det er da under alle omstændigheder en anerkendelse af, at jeg er en interessant spiller, kommenterede Fioretos rygterne til Helsingborgs Dagblad for nylig.

Gennem spillerens far er kontakten istedet skabt til FC Helsingør, hvor den unge midtbanespiller er udset til enten en rolle centralt eller på kanten.
– Det er skønt, at det endelig er på plads. Jeg havde en del alternativer i Grækenland, men efter mange snakke med folk i fodboldverdenen, kom jeg frem til, at det er bedst at komme tibage til Norden, for at bygge mig op og få spilletid, siger Fioretos til Helsingborgs Dagblad.

Her fortæller han, at træningskampen mod IFK Värnamo var med til at overbevise ham.
– Den kamp overbeviste mig om at vælge Helsingør. Vi spillede Värnamo helt ud af banen og de er endda et Superettan-hold, tilføjede den nye FCH-spiller til avisen.