Nivå-Kokkedal FK – Elite 3000 Helsingør 1-3

Kvalifikationsrækken, 13. august 2005 på Karsemosegård

Denne historie er læst 1501 gange!

– Første halvleg var bestået, men efter pausen er der for mange der slår op i banen. Nogle er ganske enkelt ikke i form og hos andre ligner det ansvarsflugt.

Nivå-Kokkedals træner Thomas Kristensen var som altid rolig og analyserende, men også ærgerlig efter nederlaget til Helsingør. En kamp som hans mandskab havde stor ære af i de første 45 minutter, men hvor alle mand dumpede efter pausen.

Dermed nåede klubben elleve nederlag på stribe. En serie der er alarmerende i sig selv, men endnu værre er spillernes efterhånden sårbare psyke. Klubbens tidligere anfører Bjørn Holm, nu playmaker og assistenttræner i Helsingør, rammede tingene ganske godt ind.

– Jeg kan godt være bekymret på deres vegne. Et er, at de gamle spillere er blevet vant til at tabe, men det var helt tydeligt, at det hurtigt breder sig. De nye hang også med hovederne da modgangen meldte sig og det har de ikke råd til, med bare 14 afgørende efterårskampe.

Bjørn Holm var selv manden der gav Nivå-Kokkedal det sidste skub med målet til 1-3. Men kampens mest iøjnefaldende spiller var den hurtige og aggresive svenske frontløber Patrik Norell. Ham havde Nivå-Kokkedals forsvar deres hyr med og Norell var også manden bag samtlige Helsingørs tre scoringer.

Efter bare 12 minutter kulminerede en god Helsingør-start, da Norell headede et indlæg til baglinien og en fremstormende Thomas Ryttov. Den tidligere NKF-spiller snød sin oppasser og centrede fladt tilbage til Norell, der kynisk straffede et passivt forsvar. Hjemmeholdets debuterende målmand Michael Rye, der er kommet fra Hørsholm, var chanceløs.

Målet fik Helsingør til at slække på en ellers stærk midtbane og det udnyttede hjemmeholdet i resten af halvlegen. Med anfører Thomas Loran, René Schrøder og Kristian Gade som de mest iøjnefaldende, overtog Nivå-Kokkedal fuldstændig slaget om midtbanen. Adskillige giftige stikninger gennem Helsingørs centrale forsvar gav afslutningsmuligheder og det var også recepten da René Schrøder fortjent udlignede.

Bare ti minutter ind i anden halvleg hev Nick Randrup Patrik Norell ned i feltet og indkasserede gult kort og straffesoark. Begge dele blev dyrebare, for Helsingørs keeper Michael Skjold Hansen har endnu ikke brændt i sine otte forsøg fra pletten. Og midt i halvlegen blev Randrup så præsenteret for endnu en advarsel, da han gik alt for hårdt til Henrik Pedersen.

Gæsternes føringsmål trak fuldstændig tæppet væk under Nivå-Kokkedal og resten af kampen var en ekspeditionssag for Helsingør.

Kvalifikationsrækken, pulje 1, 2. runde
Lørdag d. 13. august 2005, kl. 15 på Karsemosegård
Nivå-Kokkedal Fodboldklub – Elite 3000 Helsingør
1-3 (1-1). Tilskuere: 80
0-1 Patrik Norell (12)
1-1 René Schrøder (22)
1-2 Michael Skjold Hansen (55, straffespark)
1-3 Bjørn Holm (80)

Nivå-Kokkedal FK (4-4-2): Michael Rye – Thomas Pierog, Nick Randrup, Henrik Friis Topholm, Casper Thomsen (61.: Christian Mouroux)- Michael Larsen, Thomas Kristensen, Thomas Loran (Anf), René Schrøder (79.: Erkan Bas)- Kristian Gade (84.: Birol Citirikkaya), Christian Kronholm.
Trænerteam: Thomas Kristensen og Claus Gade

Elite 3000 Helsingør (4-5-1): Michael Skjold Hansen (Anf) – Daniel Husen, Nicklas Eggert (87.: Mikkel Friis Sørensen), Jacob Ryttov, Marc Kraft – Thomas Ryttov, Bjørn Holm, Henrik Pedersen, Stefan Ellehammer (82.: Brian Madsen) – Jonas Rohrberg (75.: Christoffer Thaysen), Patrik Norell.
Cheftræner: Flemming Pedersen.

Udvisning: Nick Randrup (74), Nivå-Kokkedal.

Advarsler: Nick Randrup (48,74), Michael Larsen (60), Thomas Ryttov (45+1)

Dommer: Thomas Kurt Nielsen