FCH tester mod FC Nordsjælland, Malmö FF og Helsingborgs IF

Træningslejr i Tyrkiet supplerer interessant vinterprogram

Denne historie er læst 2849 gange!

Efter en lang efterårssæson er FC Helsingørs spillere sendt afsted på en velfortjent juleferie, inden holdet den 9. januar igen samles for at forberede en meget spændende forårssæson.

For FCH-fans er der imidlertid meget at glæde sig til, allerede inden forårspremieren mod Hobro den 5. marts. FC Helsingørs sportslige ledelse er nemlig klar med nogle træningskampe, der nok skal forkorte ventetiden for de utålmodige.

FODBOLD: Ricki Olsen (FC Helsingør) presses af Emiliano Marcondes (FC Nordsjælland) under træningskampen mellem FC Nordsjælland og FC Helsingør den 30. januar 2016 i Farum Park. Foto: Claus Birch
Ricki Olsen presses af Emiliano Marcondes under træningskampen mellem FC Nordsjælland og FC Helsingør den 30. januar 2016 i Farum Park. Foto: Claus Birch

Det gælder ikke mindst kampen mod de nykårede svenske mestre fra Malmö FF, der tager imod FCH i en testkamp lørdag den 28. januar. Forinden skal de lyseblå møde FC Nordsjælland i Farum og i februar tager FC Helsingør igen over Sundet, for at møde Helsingborgs IF.

– Det har været vigtigt for os, at finde modstandere hvor vi bliver matchet på et højt niveau, af nogle hold der gerne vil spille bold som os, siger direktør Janus Kyhl.

– Programmet bliver en blanding af meget stærke hold og nogle der spiller på lidt lavere niveau end os selv. Dermed kan vi få alle i truppen i spil og få afprøvet forskellige sammenhænge, tilføjer Kyhl, der også har arrangeret kampe mod HIK, Hvidovre, Greve og Fredensborg fra 2. division.

Derudover venter der FC Helsingørs spillere en træningslejr på 10 dage i Tyrkiet, umiddelbart efter transfervinduet lukket i februar. Her skal de lyseblå opholde sig i Belek, godt 20 minutters kørsel fra Antalya.
– I Tyrkiet er det vores mål, at vi skal spille yderligere tre træningskampe, mod modstandere på højt niveau, fortæller Kyhl, der dog endnu ikke kan melde officielt ud, hvem de lyseblå skal møde.

På nuværende tidspunkt ser listen over træningsmodstandere således ud:
16/1: FC Helsingør – Fredensborg BI
20/1: FC Nordsjælland  – FC Helsingør
25/1: FC Helsingør – HIK
28/1: Malmö FF – FC Helsingør
4/2: Helsingborgs IF – FC Helsingør
7/2: Hvidovre IF – FC Helsingør
10/2 – 18/2: Træningslejr i Tyrkiet
23/2: FC Helsingør – Greve

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*