Tålmodig Marfelt drømmer om Superliga

Eftertragtet FCH-back har ikke travlt med at komme videre

Denne historie er læst 2144 gange!

FODBOLD: Målscorer Nicholas Marfelt (FC Helsingør) jubler efter scoringen til 2-0 under kampen i 1. Division mellem FC Helsingør og Fremad Amager den 7. august 2016 på Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch
Nicholas Marfelt jubler efter sin scoring til 2-0 mod Fremad Amager i august. Den 22-årige FCH-back drømmer om superligaen, men har tid til at vente på det rigtige tilbud. Foto: Claus Birch

FC Helsingørs venstreback Nicholas Marfelt har været en af efterårets store profiler hos de lyseblå og en af de spillere, der flere gange har været nævnt som et kommende transferemne.

Den 22-årige forsvarsspiller, der kom til FCH i sommerferien fra Hvidovre IF, har dog ikke travlt med at komme videre, understreger han i dag til bold.dk.

FAKTA
Nicholas Marfelt (f. 15.09.1994)
Position: Venstreback
Trøje nr.: 3
Klubber: Husum Boldklub, Hvidovre IF, FC Nordsjælland, FC Helsingør
Kampe / Mål for FCH: 16 / 3
Kontrakt til: 30. juni 2018

– Jeg har halvandet år tilbage af min kontrakt og jeg er meget glad for at være i Helsingør. Jeg trives rigtig godt i klubben, men hvis det rigtige tilbud kommer, må jeg selvfølgelig se på det. Det er ingen hemmelighed, at jeg snart ser mig i Superligaen, men det skal også være i den rigtige klub, med den rigtige træner og det rette projekt.

– Der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed, hvis jeg skal takke ja, for jeg er glad, hvor jeg er nu. Jeg spiller hver gang og udvikler mig godt, så jeg kan sagtens se mig selv spille i Helsingør i foråret, tilføjer Marfelt.

Nicholas Marfelt har kontrakt med FC Helsingør til juni 2018 og har indtil nu scoret 3 mål i sine 16 kampe.

Mens Marfelt altså forventer at fortsætte i den lyseblå trøje, så ser situationen mere tvivlsom ud når det gælder Johannes Ritter og Mathias Gehrt. Begge havde kontraktudløb til nytår, Gehrt på en korttidskontrakt indgået i september og Ritter efter en halvårlig kontrakt, efter sommerskiftet fra FC Nordsjælland.

– Vi er i dialog med begge spilleres repræsentanter, men der er ikke kommet noget konkret ud af det endnu og ret meget mere kan jeg ikke sige, forklarer FCH-direktør Janus Kyhl til Helsingør Dagblad.