Flere nye ansigter til årets første træning

Tre målmænd i kamp om ledig plads i truppen

Denne historie er læst 2422 gange!

Cheftræner Christian Lønstrup havde i aftes sine spillere samlet for første gang efter vinterferien og et par intensive måneder venter nu forude, inden forårspremieren i Hobro den 5. marts.

FC Helsingør har endnu ikke officielt hentet nye spillere til truppen henover vinteren, men vanen tro har flere prøvespillere fået lov at træne med i startfasen. Derfor var der også flere nye ansigter i omklædningsrummet, da Lønstrup officielt tog imod sidst på eftermiddagen.

Målmand Steffen Petersen fra AB Tårnby træner fortsat med hos FC Helsingør. Foto: Claus Birch.

De lyseblå har tidligere meldt ud, at truppen skal slankes henover vinteren og derfor er det nok tvivlsomt, hvor mange nye der bliver plads til. Sikkert er det dog at målmandsposten skal suppleres, efter Daniel Jespersen blev erklæret fodboldinvalid sidst på året.

Ikke overraskende var der således tre målmænd i aktion på første træningsaften. Det gjaldt AB Tårnby’s Steffen Petersen, der allerede i efteråret trænede med og også spillede træningskamp for FCH mod Fredensborg i november. Også Frem Hellebæks Emil Lindberg er naturligvis allerede kendt i FCH-systemet og så var også Jacob Henriksen fra Vejle i aktion.

Målmand Emil Lindberg fra Frem Hellebæk – her i Fredensborg-dragten – var også med i aftes. Foto: Claus Birch

Andre nye navne var Rasmus Gasberg fra Frederikssund IK, der udover sjællandsserieklubben også er en del af det danske futsal-landshold. Gasbergs evner indendørs har da også allerede givet ham den første optræden i FCH-trøjen, da han lørdag var med til at vinde Helsingør-mesterskabet i indendørs fodbold.

Prøvespillere i aftes var også Martin Fisch fra HIK, Anders Junge samt Nicholas Mwesigyi. Sidstnævnte kommer oprindelig fra Esbjerg fB, men har været omkring Varde IF, Helsingborgs IF og Nybergsund i Norge. Junge trænede også med i FCH sidste vinter, hvor det dog ikke blev til en kontrakt.

Rasmus Gasberg stopper i Frederikssund og håber at FC Helsingør kan blive hans nye klub. Foto: Claus Birch

Udover de nye spillere var der også gensyn med Mathias Gehrt, Johannes Ritter og Alexander Fioretos. Alle havde kontraktudløb til nytår, men træner med, indtil der er en afklaring på deres fremtidige karriere.

– Jeg har glædet mig som et lille barn til at komme i gang igen. Alt er lidt kaotisk her i starten, men sådan er det altid. Vi prøver at få løst alle vores løse ender. Der kan komme nye til, og vi risikerer også at miste nogle, men jeg tror, at det går relativt hurtigt med at få truppen på plads, siger Christian Lønstrup til Frederiksborg Amts Avis.

– Havde vi haft en milliard, så ville vi have haft truppen på plads for længe siden. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Vi er ikke blandt førstevælgerne, så vi må prøve os lidt frem, tilføjer Christian Lønstrup.