Gehrt åben for at forlænge FCH-aftale

Fortsætter træning i FC Helsingør indtil videre

Denne historie er læst 4238 gange!

Mathias Gehrt udelukker ikke at fortsætte karrieren i FC Helsingør, men siger at en fuldtidskontrakt og superligafodbold har første prioritet. Foto: Claus Birch

Efter otte efterårskampe og en enkelt scoring i FC Helsingør-trøjen, kunne 24-årige Mathias Gehrt med tilfredshed konstatere, at et skadesplaget ophold i hollandske ADO Den Haag, med succes blev afløst af et comeback til dansk fodbold.

Om fremtiden så også hedder Helsingør er et åbent spørgsmål for den tidligere Brøndby-spiller, der ikke har lagt skjul på at hans drøm er at komme tilbage i Superligaen på en heltidskontrakt.

Ingen af delene kan han finde i FCH, men alligevel udelukker midtbanespilleren ikke at forlænge den korttidskontrakt, der netop er udløbet ved årsskiftet.

– Jeg har været fint tilfreds med at være i FC Helsingør. Det er en god klub, hvor det er nemt at falde til og jeg har fået en del spilletid uden at blive skadet og det var hovedformålet ved at komme her, sagde Mathias Gehrt således til Helsingør Dagblad efter mandagens træningssamling.

– Vi har ikke aftalt andet, end at jeg træner med det næste stykke tid. Så må vi se, om klubben kommer med et udspil til en aftale, eller hvad der sker, tilføjer Gehrt.

Han har indtil videre fået lov at træne med hos de lyseblå. En understregning af, at Lønstrup og Co. bestemt ikke er uinteresserede.
– Mathias har et godt niveau og det så vi mere og mere i løbet af efteråret, så det er da ikke usandsynligt, at vi gerne vil beholde ham, uddyber Lønstrup til Helsingør Dagblad.