Nicholas Marfelt prøvetræner i Brøndby

Eftertragtet FCH-back på Superligakurs

Denne historie er læst 2535 gange!

Nicholas Marfelt prøvetræner i denne uge i Brøndby IF og kan være den tredje FCH-spiller på et halvt år, der tager turen til en Superligaklub. Foto: Claus Birch

Efter bare et halvt år i FC Helsingør-trøjen, kan venstrebacken Nicholas Marfelt være på vej videre. Den eftertragtede forsvarsspiller er taget til prøvetræning i Brøndby IF, hvor han den kommende uge skal vise sig frem på nærmeste hold for sportsdirektør Troels Bech og cheftræner Alexander Zorniger.

– Vi fik en forespørgsel fra Troels Bech om de måtte låne ham i en uge og den mulighed vil vi naturligvis ikke stå i vejen for, siger FCH-direktør Janus Kyhl.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at der var været stor interesse om Marfelt fra mange klubber og jeg har noteret mig, at Brøndby har været ude og kigge på ham en del gange i efteråret.

– Nu får han så muligheden for at vise sig frem og kan se forholdene an i klubben. Tidsmæssigt passer det relativt godt for os, fordi det er så tidligt i opstartsfasen, tilføjer Kyhl.

Han understreger, at der ikke ligger nogen købsaftale med Brøndby og heller ikke er snakket transfersum på nuværende tidspunkt.
– Kommer der noget mere konkret ud af det, så tager vi snakken til den tid, siger Janus Kyhl.

– Allerhelst vil vi naturligvis gerne beholde Nicholas, for han har stor betydning for os. Men vi er heller ikke en klub der står i vejen, hvis vores spillere får en mulighed som denne, tilføjer Kyhl.

– Januar er den perfekte tid på året til at have en spiller til gæstetræning, og vi er glade for, at FC Helsingør vil give os og Nicholas muligheden for at lære hinanden lidt bedre at kende, siger sportsdirektør Troels Bech til Brøndbys hjemmeside.

22-årige Nicholas Marfelt blev hentet til FC Helsingør i sommeren 2016 fra Hvidovre IF og satte sig fra start eftertrykkeligt på pladsen som venstre back, med påpasseligt forsvarsarbejde og speed frem ad banen. Han har kontrakt med FC Helsingør til sommeren 2018 og har i efteråret spillet 16 kampe og scoret 3 gange for de lyseblå.