FC Helsingør – HIK 4-2

Træningskamp, 25. januar 2017 på Sydkystens Idrætsanlæg

Denne historie er læst 2662 gange!

Rasmus Gasberg afdriblede to HIK-spillere og scorede et flot mål til 3-1. Foto: Claus Birch

FC Helsingør fortsatte de gode takter i vinterens træningskampe og havde ikke de store kvaler med at besejre 2. divisionsklubben HIK. En kamp hvor cheftræner Christian Lønstrup igen havde rystet spillerposen grundigt og kun havde Mikkel Fossum Basse som genganger i startelleveren i forhold til 1-0 sejren over FC Nordsjælland.

For første gang i år var Mikkel Bruhn på plads i målet, hvor han spillede den første times tid, inden han blev afløst af Steffen Petersen.

Mens de øvrige prøvespillere Rasmus Gasberg, Anders Junge og Martin Fisch igen fik lov at vise sig frem, var der denne aften også et helt nyt ansigt på FCH-holdet.

Sydafrikanske Craig Joemath havde speed på kanten, men også lidt placeringsvanskeligheder i sin første kamp i FCH-trøjen.. Foto: Claus Birch

Det var den 18-årige sydafrikanske U21-landsholdsspiller Craig Joemath, der efter et par dages prøvetræning fik lov at vise sine evner på venstre back. Det skulle han tydeligvis lige vende sig til, men efterhånden fik han vist prøver på sit tempo og boldbehandling.

Således stod han for oplægget til FC Helsingørs første mål, da han trak bag om HIK-forsvaret og sendte bolden ind i panden på Martin Koch. Bare to minutter senere kunne sydafrikaneren have fået endnu en assist, men Mikkel Fossum Basse måtte se Esben Madsen i HIK-målet hive en stor redning frem.

I det hele taget spillede den tilbagevendte HIK-keeper en god kamp, på et hold hvor man også lagde mærke til Jonas Hebo Rasmussen, der spillede for FCH i 2015.

Efter pausen fik gæsterne udlignet og Lønstrup sendte de første 15-20 minutter af anden halvleg alle sine reserver på banen.

Kort efter kom de lyseblå igen foran, da Anders Holst fandt Martin Koch ved forreste stolpe. Holst havde fået anførerbindet denne aften og spillede en god kamp på midtbanen.

Flot var det også da indskiftede Rasmus Gasberg øgede til 3-1. Prøvespilleren fra Frederikssund modtog bolden midt for mål, afdriblede to HIK-spillere i feltet og bankede bolden forbi Esben Madsen.

Anders Holst – med anførerbindet – leverede en solid indsats på midtbanen og var en af FCHs bedste. Foto: Claus Birch

Det lignede længe slutresultatet, især fordi både Anders Junge og Martin Koch fik sendt et par store scoringschancer over mål, men i slutfasen gik det pludselig stærkt.

HIKs Nicholas Mwesigyi – der startede året med at prøvetræne i FC Helsingør – hamrede bolden på overliggeren og hurtigt var Andreas Smed over returen og fik reduceret uden chance for Steffen Petersen.

Der gik dog ikke mere end et minut, så var FCH igen foran med to, da Wilson Henningsen var så uheldig at score i eget net, sekunder før sidste dommerfløjt.

Christian Lønstrup var ganske godt tilfreds med kampen, omend de to scoringer imod hans mandskab ikke hujede cheftræneren.

– I perioder var der godt flow i vores spil, selvom vi skifter meget og i dag havde mange af de unge med. Jeg synes vi dikterer størstedelen af kampen, så det var fint. Vi kommer til mange chancer og får sat tingene godt op og på en god dag vinder vi vel 5-0. Men vi forærer to mål væk, konstaterede FCH-træneren.

Træningskamp
Onsdag d. 25. januar 2017, kl. 19 på Sydkystens Idrætsanlæg

FC Helsingør – HIK
4-2 (1-0). Tilskuere: 50
1-0 Martin Koch (28)
1-1 Mathias Andersen (57)
2-1 Martin Koch (70)
3-1 Rasmus Gasberg (82)
3-2 Andreas Smed (89)
4-2 Wilson Henningsen (90, selvmål)

FC Helsingør (4-4-2): Mikkel Bruhn – Johannes Ritter, Martin Fisch, Morten Hegaard, Craig Joemath – Alexander Fioretos, Mikkel Fossum Basse, Tobias Christensen, Anders Holst (Anf) – Jonathan Nielsen, Martin Koch.
Reserver: Steffen Petersen (M), Matthias Andersen, Ismael Esen (U19), Rasmus Gasberg, Anders Junge.
Cheftræner: Christian Lønstrup