Oliver Fihl forlader FC Helsingør

Forsvarsspiller søger spilletid i HIK

Denne historie er læst 3094 gange!

Oliver Fihl i kamp med Matti Olsen (AB) under kampen i 1. Division mellem FC Helsingør og AB den 24. juli 2016 på Helsingør Stadion. Forsvarsspilleren fortsætter nu karrieren i HIK. Foto: Claus Birch

Efter en uges prøvetræning har forsvarsspilleren Oliver Fihl besluttet at fortsætte karrieren i 2. divisionsklubben HIK. Det sker i jagten på mere spilletid, oplyser FCH.

– Vi glæder os over at sende Oliver videre, samtidig med at vi græder lidt med det ene øje. Det er naturligvis ærgerligt at sige farvel til en spiller, som har været en del af klubben gennem mange år, men samtidig så glæder jeg mig meget til at følge ham i 2. Division hvor han kommer til at spille på et utroligt spændende hold, udtaler Janus Kyhl.

Oliver Fihl har spillet i FC Helsingør siden han var ungdomsspiller. En knæskade i hans sidste ungdomssæson betød dog at fodbolden blev sat på standby, inden Fihl byggede sig op i FC Helsingørs moderklub, Frem Hellebæk, hvor han hurtigt blev en stor profil. Det betød at Oliver Fihl i sommeren 2016 blev hentet tilbage til FC Helsingør.

– Jeg har haft en god dialog med såvel Oliver, som HIK´s cheftræner, Peter Feher, og jeg har en ret god idé om, at Oliver ikke er hentet til HIK for at sidde på bænken. Jeg har en god tiltro til at han nok skal slå igennem derinde, og jeg kender Peter godt, han er en fantastisk træner som gerne vil spille fodbold som os selv, så matchet virker rigtigt fornuftigt. Det har været svært for Oliver at komme i nærheden af spilletid i vores yderst stærke trup, men nu ønsker vi Oliver held og lykke, og så håber vi at han en dag vender hjem til Helsingør,  lyder det afslutningsvis fra FC Helsingørs direktør.

Oliver Fihl nåede 2 førsteholdskampe for FC Helsingør.