HB Køge – FC Helsingør 0-2

NordicBet Liga, 13. April 2017 på Castus Park

Denne historie er læst 2118 gange!

Kampens to målscorere, Martin Koch og Daniel Arrocha (HB Køge). Sidstnævnte var uheldig at score i eget net. Arkivfoto: Claus Birch.

Med den tredje sejr på stribe, forsvarede FC Helsingør tredjepladsen i NordicBet Ligaen, da Lønstrups tropper  Skærtorsdag sejrede 2-0 over HB Køge.

Duellen mellem rækkens to stærkeste forsvar, lignede på forhånd en taktisk affære, men FCH tog relativt hurtigt kontrol over kampen. Kun sjældent måtte Mikkel Bruhn i aktion overfor et HB Køge-hold, der havde rigeligt at gøre med at forsvare sig overfor gæsternes høje pres.

De to største chancer i første halvleg faldt da også til FCH. Midtvejs reddede HB Køge-keeper Andreas Hansen flot fra Anders Holst, mens overliggeren frelste hjemmeholdet da Mads Aaquist satte hovedet på André Riels fine forarbejde.

Efter pausen kom HB Køge langt bedre ind i opgøret og skabte muligheder til blandt andre Alexander Bah og anfører Henrik Madsen.

Det lykkedes imidlertid ikke at overliste FCH-forsvaret, hvor Andreas Holm var tilbage med anførerbindet.

I stedet slog gæsterne til i kampens slutfase. På et flot indlæg fra Ricki Olsen fik indskiftede Martin Koch dirigeret bolden i mål ved nærmeste stolpe og dermed sat en effektiv stopper for næsten seks kampe, hvor der ikke var scoret mod hjemmeholdets keeper.

Kun fem minutter senere faldt så det næste mål, igen med bidrag fra en af FCHs indhoppere. Johannes Ritter afsluttede fladt og bolden var forbi mål, da forsvarsspilleren Daniel Arrocha uheldigt fik sendt den i eget net.

Med sejren fastholdt FCH rækkens tredjeplads, stadigvæk et enkelt point foran FC Roskilde på fjerdepladsen.

 

NordicBet Liga, 1. Division, 26. runde
Skærtorsdag d. 13. april 2017, kl. 16 på Castus Park i Herfølge

HB Køge – FC Helsingør
0-2 (0-0). Tilskuere: 910
0-1 Martin Koch (85)
0-2 Daniel Arrocha (selvmål, 90)

HB Køge (4-4-2): Andreas Hansen – Mark Gundelach, Mads Juel Andersen, Daniel Arrocha, Malte Amundsen – Marco Larsen (61.: Lee Rochester), Mikkel Wohlgemuth, Henrik Madsen (Anf), Kristian Andersen – Alexander Bah, Marc Rochester (61.: Daniel Stückler ).
Ikke benyttet: Frederik Hansen (M), Christian Jensen, Hervé Gamys (U19), Ahmed Hassan, Gustav Gjøg.
Cheftræner: Henrik Lehm

FC Helsingør (4-2-2-2): Mikkel Bruhn – Ricki Olsen, Andreas Holm (Anf), Rasmus Minor Petersen, Frederik Bay – Morten Bertolt (10.: Mikkel Basse), Vito Hammershøy-Mistrati – Mads Aaquist, Anders Holst (65.: Martin Koch) – André Riel, Tobias Christensen (84.: Johannes Ritter).
Ikke benyttet: Aris Vaporakis (M), Martin Fisch, Pierre Larsen, Mathias Johannsen.
Cheftræner: Christian Lønstrup.

Advarsler: Daniel Stückler (66), HB Køge. Anders Holst (45), FC Helsingør.

Dommer: Peter Munch Larsen