AB – FC Helsingør 2-1

NordicBet Liga, 11. maj 2017 på Gladsaxe Stadion

Denne historie er læst 1443 gange!

Vito Hammershøy-Mistrati var tilbage på FC Helsingørs midtbane, men Kristian Uth og Co. tog alligevel alle tre point i opgøret på Gladsaxe Stadion.

Med et nederlag til AB, måtte FC Helsingør torsdag aften sige farvel til tredjepladsen og samtidig konstatere, at der er ingen lette kampe i NordicBet Ligaen. Nederlaget til de allerede nedrykkede akademikere kommer kun fire dage efter nederlaget til Nykøbing FC og dermed har FCH ikke ligefrem gjort det lettere for sig selv, i jagten på en play-off plads.

Det blev således en dyr aften på et solbeskinnet Gladsaxe Stadion, hvor FCH kom skidt i gang mod de grønblusede. Hjemmeholdet tog teten fra start og FCH-spillerne løb ofte forgæves i AB’ernes hurtige kombinationsspil.

Gæsterne fik en forvarsel da kantspilleren Kristian Uth brændte en stor mulighed, men kort efter gik det galt. En helt umarkeret Nichlas Rohde kunne således heade Emil Holtens indlæg i mål efter bare 11 minutter.

Omkring den halve time blev det 2-0, da der endnu engang var store markeringsproblemer foran Mikkel Bruhn. Et indlæg blev ikke afvist godt nok og da Kristian Uth fik sendt returen tilbage i feltet, kom Emil Holten flyvende og headede bolden i nettet. En flot scoring fra Holten.

Bagud 0-2 kom reaktionen prompte fra Christian Lønstrup, der sendte Martin Fisch på banen i stedet for Pierre Larsen.FCH gik over til at spille med en tre-mands bagkæde og sendte de to backs Ricki Olsen og Frederik Bay længere frem. Det gav også mere spil og skabte flere farlige situationer, som Jannich Storch i AB-målet til gengæld flot fik afværger.

Han kunne dog ikke forhindre Tobias Christensen i at få udlignet, da han fik bolden fra Frederik Bay og efter et godt træk huggede bolden i nettet ved fjerneste stolpe.

Scoringen gav FC Helsingør nyt blod og resten af opgøret blev en jagt på udligningen. Efter pausen satte helsingoranere sig tungt på kampen, men slutproduktet manglede på de mange indlæg og forsøg på at spille fladt igennem AB-forsvaret.

Midt i halvlegen fik André Riel så omsider bolden i mål, men scoringen blev annulleret for offside.

Tættest på kom Mads Aaquist, der hen imod slutningen af kampen ramte overliggeren. Returen faldt til André Riel, men han fik ikke kraft nok på hovedstødet.

– Det har været en mental udfordring, at vi er favoritter, og at vi skal ud og sætte os på kampen. Det har vi ikke formået, konstaterede Christian Lønstrup efter kampen.

– Præstationen er ikke en katastrofe. Vi må prøve at reflektere over det og så komme videre. Når vi over to kampe har startet så ringe, som vi har gjort, så skal jeg kigge på, om der er nogle ting, jeg skal justere. Vi er nede 0-2 på udebane, og så vender vi kampen fuldstændigt. Vi har eksperimenteret lidt med opstillingen, og det er der jo faktisk kommet noget godt ud af, sagde Christian Lønstrup, der stadig mener at FCH er med i kampen om en play-off placering.

– Vi er delvis med. Slår vi Vendsyssel på søndag kan vi stadig drille toppen, men vi har ikke gjort det nemmere for os selv, konstaterede Lønstrup

NordicBet Liga, 1. Division, 30. runde
Torsdag d. 11. maj 2017, kl. 18 på Gladsaxe Stadion

AB – FC Helsingør
2-1 (2-1). Tilskuere: 644
1-0 Nichlas Rohde (11)
2-0 Emil Holten (32)
2-1 Tobias Christensen (42)

AB (4-2-3-1): Jannich Storch – Sebastian Lassen, Matti Olsen, Kasper Kristensen (Anf), Simon Schultz (60: Nicolai Høgh) – Jonas Henriksen, Rasmus Hansen – Emil Holten (76: Jabar Sharza), Sylvester Seeger-Hansen (90: James Nortey), Kristian Uth – Nichlas Rohde.
Ikke benyttet: Mark Jensen (M), Robel Hagos, Anton Holse, William Kvist.
Cheftræner: Søren Bjerg.

FC Helsingør (4-2-2-2): Mikkel Bruhn – Ricki Olsen (54.: Johannes Ritter), Andreas Holm (Anf), Rasmus Minor Petersen, Frederik Bay – Mikkel Basse (78.: Essam Salamoun), Vito Hammershøy-Mistrati – Tobias Christensen, Mads Aaquist – André Riel, Pierre Larsen (37.: Martin Fisch).
Ikke benyttet: Aris Vaporakis (M), Alexander Fioretos, Lucas Ohlander, Mathias Johannsen.
Cheftræner: Christian Lønstrup.

Advarsler: Jonas Henriksen (73), Rasmus Hansen (78), Kristian Uth (89), Sebastian Lassen (90), alle AB.

Dommer: Benjamin Leander.