Martin Fisch forlænger med to år

Forsvarsspiller har imponeret i foråret

Denne historie er læst 1141 gange!

Martin Fisch i hovedstødsduel med Viborgs Jeppe Curth i den afgørende kvalifikationskamp om oprykning til Superligaen. Nu har Fisch forlænget sin kontrakt med yderligere to år. Foto: Claus Birch

Efter en stærk indsats i forårssæsonen, ikke mindst i de afgørende kampe om oprykning til Superligaen, har FC Helsingør og Martin Fisch nu forlænget samarbejdet for yderligere to år.

Den centrale forsvarsspiller har vist overblik og speed, og i det hele taget imponeret siden han tog skridtet fra 2. divisionsklubben HIK for et halvt år siden.

FAKTA
Martin Fisch (f. 26. januar 1993)
Position: Midterforsvar
Klubber: AB, Herlev IF, Hvidovre IF, HIK, FC Helsingør
Kampe / Mål for FCH: 10 / 0
Kontrakt til: 30. juni 2019

Martin Fisch spillede i AB hele sin ungdomstid, men kunne i første omgang ikke slå sig igennem til akademikernes førstehold. I stedet blev han i 2013 sendt på græs i 2. divisionsklubben Herlev et halvt år. Siden var han også omkring Hvidovre IF, inden han i 2015 med stor succes skrev kontrakt med HIK.

– Han er en spiller, der har imponeret alt og alle heroppe. Jeg kendte ham fra AB, og han har ramt det niveau, vi håbede og troede på han kunne ramme, hurtigere end nogen havde regnet med. Han har været meget professionel, og der har aldrig været noget brok, selvom han har været lidt ind og ud af holdet. I slutningen af sidste sæson spillede han sig ind som stamspiller, og havde en stor aktie i oprykningen. Det er en forlængelse jeg er meget glad for, siger cheftræner Christian Lønstrup til klubbens hjemmeside.

Fisch selv glæder sig også til at fortsætte karrieren i Superligaen:
– Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Selvom vi nok leverede over det forventede i foråret, og der kommer til at være en tilpasningsperiode, hvor vi skal vænne os til tempoet, synes jeg, at vi viste mod Viborg, at vi kan være med på det her niveau. Vi har forskellige typer i forsvaret, med forskellige kompetencer, og har en forsvarskæde der supplerer hinanden rigtig godt. Personligt kommer jeg både med noget fysik og noget fart, og jeg har afgjort min styrke i det klassiske forsvarsspil. Og så hjælper det, at jeg kender Lønstrup fra vores fælles tid i AB. Jeg synes både træning og trænerstaben er på et højt niveau, og min tid i FC Helsingør har været meget positiv, siger han til FCH’s hjemmeside.