Nyt logo og visioner i FC Helsingør Fodboldfans

Denne historie er læst 1233 gange!

Henning “Post” Sørensen, Noah Sørensen og Thea Hynnecke med tegneren af det nye logo, Paul White, ved dagens præsentation. Foto: FC Helsingør Fodboldfans.

FC Helsingør Fodboldfans præsenterede i dag sit nye logo og løftede samtidig sløret for klubbens fremtidsplaner. En mere åben familieprofil, en børnefanklub og en webshop er i støbeskeen fra den aktive fanklub, der for få måneder siden gik i luften med en ny hjemmeside.

Fanklubben præsenterede i dag deres nye logo, der er tegnet af Paul White. Logoet tager udgangspunkt i Helsingørs ældgamle og stolte traditioner som søfartsby, med sejlskibet, Øresunds blå vand og FC Helsingørs farver. Årstallet 1988 er året hvor fanklubben blev stiftet den 21. april.

Med næsten 30 år bag sig, siden stiftelsen i foråret 1988, har fanklubben gennem tiden sendt tusindvis af helsingoranske fodboldfans afsted i busser, når de lokale helte har optrådt på fremmed græs. Sådan fortsætter det også i fremtiden, hvor FC Helsingør’s superligamandskab kan se frem til maksimal opbakning i udekampene.

Men står det til fanklubben, skal endnu flere afsted. Det skal blandt andet ske med en mere klar familieprofil, fortæller næstformand Carsten “Fisk” Nielsen.
– Fanklubben fik sig en rigtig god erfaring i forbindelse med kampen i Viborg, da vi sendte to busser afsted, hvoraf den ene var en stemningsbus og den anden var en familiebus. Det var en stor succes, så det forsøger vi os med igen, når turene går til Lyngby, Farum, København og Brøndby i den kommende sæson.

– Vores hovedformål er at støtte og skabe opmærksomhed omkring FC Helsingør. Fanklubben vil derfor arbejde på, at få en endnu mere åben profil i forhold til nye medlemmer. FC Helsingør Fodboldfans er ikke blot en fanklub for den hårde kerne, alle er velkommen til at blive en del af fællesskabet unge som gamle, stemningsfans og fans, der kommer for at se bold og hygge sig. Vi har blandt andet en god dialog med formanden for stemningsfraktionen Kronborgs Drenge, Simon Carlsen, forud for alle vores busture, når FC Helsingør spiller ude, tilføjer Carsten “Fisk” Nielsen.

Paul White, der har tegnet det nye logo, er oprindelig fra London, men flyttede til Helsingør tilbage i 1985.

Han har lært sig selv at tegne og har specialiseret sig i særligt portrætmalerier og figurtegninger. Foruden at gøre sig i privatportrætter på bestilling, så kredser hans tegninger sig mest om mennesker og erotica, tegninger der er blevet udstillet rundt om i Nordsjælland og i København igennem årene.

Du kan se galleri med hans tegninger på www.paulwhite.dk.

Ny børnefanklub på vej
Den nye familieprofil er dog kun første skridt på vejen til en fanklub for alle. Planen er, at man næste sommer vil lancere en børnefanklub, Hamlet Fanklub,  for de unge fans i alderen 0 – 12 år, fortæller næstformanden.

– Det skal være sjovt for byens børn at komme til fodbold på stadion og derfor vil vi skabe nogle rammer, hvor man kan komme med mor, far eller bedstemor og deltage i førkamps-arrangementer med leg, konkurrencer, autografskrivning og fællesbilleder med spillerne, når tiden ellers tillader det. Det kunne også tænkes, at man kan holde sin fødselsdag på stadion, forud for en kamp, sammen med sine venner og klassekammerater.

– FC Helsingør Fodboldfans har naturligvis også for øje, at minde byens børn om, at man selvfølgelig støtter sit lokale hold. Så det er med en målsætning om at sikre den kommende generations fans af FC Helsingør, siger Carsten “Fisk” Nielsen om initiativet, som man melder mere konkret ud om i løbet af efteråret.

Nyt logo og webshop
FC Helsingør Fodboldfans har siden 1988 været den officielle fanklub for først Helsingør IF og siden 2005 for FC Helsingør. Klubben med nu cirka 250 medlemmer, bevæger sig dermed ind i sit 30. jubilæumsår og det fejrer man med et nyt logo, tegnet af lokalkendte Paul White.

Logoet vil blandt andet fremover være at finde på t-shirts, hvor overskuddet for salget går direkte til FC Helsingør. En gestus der allerede i denne uge sender 7500 kroner til FCH.

Endelig er fanklubben snart klar med en webshop på hjemmesiden fchfans.dk, hvor hvor man blandt andet kan købe billet til samtlige busture for den kommende sæson.