Lukas Svendsen udlånes til Fredensborg

Ung midtbanespiller skal have spilletid efter lang skadesperiode

Denne historie er læst 847 gange!

Midtbanespilleren Lukas Svendsen skal det næste år spille for Fredensborgs Danmarksseriehold, hvor han forenes med adskillige tidligere FCH-spillere. Foto: Claus Birch.

Efter en sæson der har været præget af skader og deraf manglende spilletid, skal FC Helsingør’s 19-årige midtbanespiller Lukas Svendsen den kommende sæson trække i Fredensborg BI’s grønne trøje. Nedrykkerne fra 2. Division har indgået en aftale med FCH om at låne det unge talent, med udsigt til masser af spilletid.

FAKTA
Lukas Svendsen (f. 31.07.1997)
Position: Midtbane
Klubber: FC Helsingør, Fredensborg BI
Kampe / Mål for FCH: 4 / 0

Dermed genforenes den unge spiller med sin træner fra ungdomstiden, Martin Petersen, der netop har overtaget trænerposten for Danmarksserieholdet.
– Lukas dækker alle centrale pladser på midtbanen. Han er løbestærk, har god spilforståelse og så er han god på kuglen. Lukas er en god og ambitiøs knægt, som nok skal passe rigtig godt ind med resten af truppen, lyder det fra Fredensborg-træneren.

Lukas Svendsen debuterede for FC Helsingør som U19-spiller i 1. divisionskampen mod FC Roskilde i maj 2016, men har ialt kun opnået 4 kampe på FCH’s bedste hold. Ikke mindst det sidste år blev spoleret af en brækket fod og en lyskeskade.

Lukas Svendsen var med på det FCH-hold, der i juni 2015 sikrede sig U21 Danmarksmesterskabet for første gang, med en 4-1 finalesejr over Kolding IF.

Fredensborg’s trup tæller i forvejen flere tidligere FC Helsingør-spillere. Senest har Martin Junior Christensen, Nicklas Skou og målmand Christoffer Ringø tilsluttet sig de grønne, der også har Mads Skovby i truppen.