Fuldtidskontrakt til Mads Aaquist

Flere spillere på fuldtidskontrakter efter oprykningen

Denne historie er læst 539 gange!

Mads Aaquist presses af Viborg’s Jeppe Grønning under playoff-kampen til ALKA Superligaen. Et opgør der sikrede midtbanetalentet en fuldtidskontrakt med FC Helsingør. Foto: Claus Birch

Den samlede sejr efter de to playoff-kampe mod Viborg, gjorde ikke kun FC Helsingørs midtbaneprofil Mads Aaquist til superligaspiller. Den 22-årige dynamo kan nu også skrive fuldtidsprofessionel på visitkortet.

FAKTA
Mads Aaquist (f. 31.12.1994)
Position: Midtbane
Klubber: B.1973 Herlev, FC København, AC Horsens, FC Helsingør
Kampe / Mål for FCH: 75 / 9
Landskampe: Danmark U16 (5 kp), U17 (15 kp), U18 (8 kp), U19 (12 kp), U20 (4 kp) i perioden 2009-13.
Kontrakt til: 30.06.2018

Selvom FCH tidligere har meldt ud, at man ville fortsætte konceptet med deltidsprofessionelle spillere, så har en god håndfuld nu fået vekslet deres kontrakter til fra deltid til fuldtid. Blandt dem er altså Mads Aaquist, der er glad for de muligheder det giver i forhold til træning og restitution.

– Det betyder meget, at man ikke skal bekymre sig om så meget andet end fodbold. Der kan trænes mere intensivt og der er plads til restitution. Det kommer forhåbentlig til at betyde, at jeg kan udvikle mig mere og hurtigere som spiller og det så kommer til udtryk i kampene, siger Mads Aaquist til Helsingør Dagblad.

FC Helsingør ønsker ikke at offentliggøre, hvilke øvrige spillere det drejer sig om.

– Der er nogle spillere, der har haft en klausul i deres kontrakt og de har fået en ekstra gevinst ved at rykke op. Det er noget, som spillerne har forhandlet sig frem til før oprykningen og det får de glæde af nu. Vi ser det som et skridt på den vej, som vi gerne vil henad, hvor vi en dag har et fuldtids-setup til alle spillere, forklarer direktør Janus Kyhl ifølge Helsingør Dagblad.

– Det siger sig selv, at håbet er, at fudtidskontrakter kan give spillerne et positivt skub fremad. Det betyder blandt andet også, at de kan træne om formiddagen. Det må man ikke på bibeskæftigelseskontrakter, tilføjer Kyhl til avisen.

Mads Aaquist kom til FC Helsingør i januar 2015.Hans nuværende kontrakt med FC Helsingør udløber i sommeren 2018.