FCH-reserver i vild ligapulje

FC København, Brøndby og Lyngby i pulje med FC Helsingør

Denne historie er læst 797 gange!

Reservemålmand Aris Vaporakis kommer på hårdt arbejde i Reserveligaen, hvor FC København, Brøndby og Lyngby venter i efteråret. Foto: Claus Birch

Med oprykningen til Alka Superligaen er det ikke kun FC Helsingørs bedste spillere, der skal op på maksimal ydeevne. Også reserverne går en sæson i møde, hvor der bliver pres på i hver eneste kamp.

FCHs kampe i Reserveligaen:
Ma 7/8: FC Helsingør – Brøndby IF
Ma 28/8: FC København – FC Helsingør
Ma 11/9: FC Helsingør- Lyngby Boldklub
Ma 9/10: Lyngby Boldklub – FC Helsingør
Ma 6/11: Brøndby IF – FC Helsingør
Ma 27/11: FC Helsingør – FC København

FCH har indtil nu benyttet U21-turneringen som en mulighed for at give kamptræning til de spillere, der ikke har været i 90 minutters aktion i weekenden. Men med sommerens oprykning, bliver det nu istedet Reserveligaen, der skal holde klubbens reserver i kampform. Og det bliver noget af en mundfuld.

FC Helsingør er således blevet placeret i efterårets Pulje 1, der desuden tæller FC København, Brøndby IF og Lyngby Boldklub.

Som superligaklub er FCH obligatorisk deltager i turneringen, hvor holdene i efteråret spiller i fire puljer. Herefter fordeles nye puljer i foråret, udfra efterårets resultater.

I Reserveligaen kan FC Helsingør benytte både amatør og kontraktspillere og der må desuden benyttes op til tre lånespillere i hver kamp. I forhold til de øvrige turneringer er der også den forskel, at der må foretages fem udskiftninger i kampene.

Det forventes at cheftræner Christian Lønstrup vil benytte turneringen til at give spilletid til truppens breddespillere, spillere fra talenttruppen, eventuelt ubenyttede reserver fra weekendens kamp samt naturligvis prøvespillere.

Kampene i Reserveligaen afvikles som regel mandag eftermiddage og indtil videre er FCHs kampe programsat til afvikling på Helsingør Stadion.