FCH henter Osama Akharraz

1-årig kontrakt med Viborg-angriber

Denne historie er læst 108 gange!

Osama Akharraz (i midten) var med for Viborg i den første playoff-kamp mod FC Helsingør. Nu er han tilbage i Superligaen med FCH. Foto: Claus Birch

FC Helsingør har i dag hentet den 26-årige offensivspiller Osama Akharraz, der har skrevet en ét-årig kontrakt. Akharraz var indtil i går på kontrakt i Viborg FF, men på transfervinduets sidste dag fik han ophævet aftalen og var derfor fri til at skrive med FCH.

FAKTA
Osama Akharraz (f. 26.11.1990)
Position: Angreb
Klubber: Brøndby IF, AGF, FC Vestsjælland, Viborg FF, FC Helsingør
Kampe / Mål for FCH: 0 / 0
Landskampe: Danmark U16 (2 kp/1 mål), U17 (8 kp/ 0 mål), U18 (5 kp / 0 mål), U19 (9 kp / 0 mål), U21 (2 kp / 0 mål) i perioden 2006-11.
Kontrakt til: 30.06.2018

– Det var en prioritet for mig at komme tilbage til København, hvor min kone er bosat. Jeg er taknemmelig over, at Viborg gjorde det muligt for mig, og nu glæder jeg mig til at spille for Helsingør. De overraskede os i playoffkampene med hvor gode de var på bolden, og de spiller god og offensiv fodbold, som jeg tror passer godt til mig. Jeg kommer også med noget erfaring, eftersom jeg efterhånden har prøvet lidt af hvert, og jeg er stadig sulten efter at vise hvad jeg kan. Jeg glæder mig til at møde drengene, og til at arbejde sammen med trænerne heroppe, siger han til klubbens hjemmeside.

Osama Akharraz startede sin karierre i Brøndby IF, hvor han debuterede i Superligaen i foråret 2011. Ialt nåede han 14 SL-kampe for vestegnsklubben, inden han skiftede til AGF på en fri transfer i januar 2012. Siden har forwarden repræsenteret FC Vestsjælland og Viborg FF, og ialt spillet 122 superligakampe med 21 scoringer.

Osama Akharraz er præsenteret som FC Helsingør’s seneste forstærkning. Foto: FC Helsingør.

En alvorlig knæskade holdt ham væk fra grønsværen i et år, men han fik comeback i den bedste række i april i år.

Direktør Janus Kyhl glæder sig over den farlige kantspiller er kommet til Helsingør
– Osama er en vanvittig dygtig spiller, der passer rigtig godt ind i den måde vi vil spille fodbold. Han har været udfordret med skader de sidste par år, men vi har haft ham gennem et grundigt lægetjek, og han står skarpt, og er klar til at konkurrere om en plads i start-11’eren.

– Han var en spiller vores trænerteam havde et stort ønske om at arbejde sammen med, og efter at have holdt møder med Osama og hans repræsentanter, er vi blevet bekræftet i den gode fornemmelse vi havde omkring ham. Jeg er ikke i tvivl om, at Osama og FC Helsingør bliver et rigtig godt match. Når Osama rammer sit topniveau, er han en af ligaens bedste spillere, og vi forventer os meget af ham, siger Janus Kyhl.