FC Helsingør – FC København 2-2

Reserveligaen, 6. december 2017 i Helsingør Idrætspark

Denne historie er læst 2002 gange!

Jonathan Eriksen og U19-holdet spillede 2-2 mod FC København i efterårets sidste kamp i Reserveligaen. Foto: Claus Birch

Årets sidste opgør i Reserveligaen faldt sammen med pokalkampen mod AaB i Aalborg og derfor havde FC Helsingør og FC København aftalt en anderledes tilgang til opgøret på kunstgræsset i Helsingør.

Begge klubber stillede med rene ungdomshold, hvilket for FC Helsingør’s vedkommende var et rent U19-mandskab, mens Løverne stillede en trup med U19 og U17-spillere.

Det slap gæsterne indledningsvis bedst fra. Efter mindre end et kvarter førte de 2-0, da et hjørnespark og et indlæg blev ekspederet i nettet bag Frederik Rej-Rosenqvist. Dermed var ulykkerne ikke overstået for FC Helsingør, der måtte udskifte både Nichlas Vesterbæk og frontløberen Mathias Morrison med skader kort efter.

Det lykkedes dog FC Helsingør at kæmpe sig tilbage i opgøret og håbet blev tændt, da Niclas Skou Holm kanonerede et frispark i mål via stolpen kort før pausen. Kort efter blev det 2-2 da midtstopperen Alexander Kieffer fulgte op på en ripost og sendte bolden i nettet efter et klumpspil foran københavnernes mål.

Efter pausen havde FC Helsingør overtaget og skabte de fleste chancer, men formåede ikke at score yderligere.

– Det var et godt og meget vel-koordineret hold vi spillede mod. Men jeg synes det var helt fortjent at vi fik det ene point, også selvom sejren kunne være gået begge veje, siger træner Patrick Scheibel.

Han har i efteråret trænet U19-mandskabet i samarbejde med Jesper Carlsen, men det makkerskab stopper nu. Carlsen overtager U15-holdet til nytår og istedet bliver Martin Wood den nye del af U19-trænerteamet sammen med Scheibel.

– Vi står iøvrigt og mangler en holdleder, så skulle der være en interesseret m/k, så hører jeg gerne om det, slutter Patrick Scheibel.

Med det uafgjorte resultat blev FC Helsingør nummer 4 – og sidst – i efterårets pulje, der foruden FC København også talte Brøndby IF og Lyngby Boldklub. De to bedsteplacerede – FCK og Lyngby – fortsætter i foråret i puljer med de øvrige topplacerede, mens FCH bliver indplaceret i en pulje med andre 3’ere og 4’ere.

Reserveligaen, 6. runde
Onsdag d. 6. december 2017, kl. 17.30 i Helsingør Idrætspark

FC Helsingør – FC København
2-2 (2-2). Tilskuere: –
0-1 Daniel Thiesen (5)
0-2 Kristall Ingason (13)
1-2 Niclas Skou Holm (42)
2-2 Alexander Kieffer (44)

FC Helsingør (4-5-1): Frederik Rej-Rosenqvist – Mathias Bay, Nikolai Have Petersen, Alexander Kieffer, Niclas Skou Holm – Emil Sønnicksen, Jonathan Eriksen (Anf), Mads Bach, Nichlas Vesterbæk, Nicolaj Jansen – Mathias Morrison.
Reserver: Oliver Stenderup (M), Nicolas Lehmann, Tobias Madvig, Mohammed Dirawi, Alihan Ünlü, Mikkel Anberg og Lucas Christiansen.
Træner: Patrick Scheibel

Dommer: Jesper Nielsen