Fremad Amager – FC Helsingør 3-5

Træningskamp, 24. Januar 2018 i Sundby Idrætspark

Denne historie er læst 1756 gange!

FODBOLD: Melvin Frithzell – fulgt af Heini Vatnsdal – scorede igen et rigtig forwardmål da FCH vandt 5-3 over Fremad Amager fra NordicBet Ligaen. Foto: Claus Birch

FC Helsingør vandt den sidste test, før truppen nu fortsætter sæsonforberedelserne under varmere himmelstrøg i Tyrkiet. Opgøret mod Fremad Amager fra NordicBet Ligaen blev en ganske underholdende affære, med to forsvar der var i gavehumør.

Cheftræner Christian Lønstrup valgte igen at prioritere spilletid til alle og det betød seks udskiftninger i pausen, mens Frederik Roepstorff kom på banen senere i anden halvleg.

FC Helsingør startede opgøret bedst, satte hjemmeholdet under pres og især Frederik Bay boltrede sig på højrekanten. De lyseblå kom foran efter få minutters spil, efter et godt skift fra Matheus Leira til Frederik Bay, der lagde bolden an til Nicolas Mortensen. Den tidligere Fremad Amager-angriber scorede sikkert mod sin gamle klub.

Der var gensyn med Morten Hegaard, der spiller på en lejeaftale hos Fremad Amager i foråret. Foto: Claus Birch

Der var yderligere chancer til FCH i den tidlige fase, men hjemmeholdet arbejdede sig tilbage i kampen og fik fortjent udlignet ved venstrebacken Jasin Khayat. På et fænomenalt langskud passerede han Aris Vaporakis – synd for Fremad Amager-spilleren at det kun var en træningskamp. Det var et mål der fortjente en langsom gengivelse på storskærm.

Det lykkedes dog alligevel FC Helsingør at gå til pause med en føring. Frederik Bay var åbenbart blevet inspireret af hjemmeholdets udligningsmål, for Bays følte spark forbi Fremad-keeper Nicklas Dannevang var ligeledes ren klasse.

Også Fremad Amager skiftede en god håndfuld i pausen – især i bagkæden hvor tre nye kom på banen. Det betød et gensyn til den tidligere FCH-spiller Morten Hegaard, der er blevet udlejet til Fremad i foråret.

De mange udskiftninger i forsvaret blev dyrt for Fremad Amager, for FCH slog til med to lynscoringer. Først stod Melvin Frithzell rigtig placeret på en hårdt indlæg og vinklede flot bolden i mål. Og kort efter hamrede Ricki Olsen et hjørnespark fra Osama Akharraz i nettet til 1-4.

Det lignede en afklapsning, men igen rejste John Faxe Jensen’s tropper sig. Indskiftede Morten Nordstrand viste også målnæse da han reducerede til 2-4 og bare seks minutter senere blev det også 3-4 da Boris Saric scorede via stolpen.

Tættere på kom Fremad dog ikke. FCH sluttede med yderligere en scoring, da Morten Hegaard begik straffespark mod Daniel Stückler. Det tog Stückler sig selv af og scorede til 3-5.

I slutfasen havde Lukas Engel en kæmpe mulighed for at reducere, men i flere tempi reddede Adrian Kappenberger og stolpen for FCH.

Træningskamp
Onsdag d. 24. januar 2018, kl. 16 på kunstgræsbanen ved Sundby Idrætspark

Fremad Amager – FC Helsingør
3-5 (1-2). Tilskuere: 70
0-1 Nicolas Mortensen (8)
1-1 Jasin Khayat (41)
1-2 Frederik Bay (44)
1-3 Melvin Frithzell (49)
1-4 Ricki Olsen (56)
2-4 Morten Nordstrand (65)
3-4 Boris Saric (71)
3-5 Daniel Stückler (78, straffe)

Fremad Amager (4-4-2): Nicklas Dannevang – Aron Brynjasson (46.: Boris Saric), Mads Nordam (46.: Heini Vatnsdal), Mike Mortensen (46.: Morten Hegaard), Jasin Khayat – Sebastian Andersen (67.: Lukas Engel), Mark Kongstedt (67.: Marco Balck), Hakan Redzep, Jabar Sharza (46.: Martin Jensen) – Lukas Engel (46.: Morten Nordstrand), Anders Kaagh (67.: Jabar Sharza).
Ikke benyttet: Alexander Horsebøg (M).
Cheftræner: John Faxe Jensen.

FC Helsingør 1. halvleg (3-4-1-2): Aris Vaporakis – Daniel Jørgensen, Søren Henriksen (Anf), Pascal Gregor – Frederik Bay, Mikkel Basse, Patrick Olsen, Matheus Leira – Anders Holst – Douglas Ferreira, Nicolas Mortensen.
Cheftræner: Christian Lønstrup

FC Helsingør 2. halvleg (4-4-2): Adrian Kappenberger – Ricki Olsen, Daniel Jørgensen, Pascal Gregor, Frederik Bay (60.: Frederik Roepstorff) – Osama Akharraz, Patrick Olsen, Anders Holst, Adnan Mohammad – Melvin Frithzell, Daniel Stückler.

GemGem

GemGem