FK Mladost Doboj Kakanj – FC Helsingør 0-1

Træningskamp, 3. februar 2018 i Belek

Denne historie er læst 2454 gange!

Nicolas Mortensen fulgte op på en ripost og scorede kampens enlige mål, da FC Helsingør besejrede Mladost Doboj Kakanj. Arkivfoto: Claus Birch

FC Helsingør spillede lørdag sin anden kamp under opholdet i Belek, hvor det blev til en 1-0 sejr over FK Maldost Doboj Kakanj fra Bosnien-Hercegovina. En kamp der måtte arrangeres i sidste øjeblik, da den oprindeligt planlagte kamp mod serbiske Spartak Subotica blev aflyst.

FCH mødte også holdet fra Bosnien på sidste års træningslejr og præcis som dengang, vandt de lyseblå 1-0. Nicolas Mortensen stod for målet midtvejs i første halvleg, da Mladost-keeper Emil Velić kun formåede at halvklare en hård afslutning fra Matheus Leira. Nicolas Mortensen var hurtigt over riposten og sendte den sikkert i nettet.

Kampen igennem havde FCH rimelig kontrol over opgøret, omend der ikke var mange oplagte chancer i de første 45 minutter til de to hold. Tættest på 2-0 var dog FCH, da Pascal Gregor headede et hjørnespark i nettet. Scoringen blev imidlertid annulleret for et noget hårdt dømt frispark mod målmand Velić.

I løbet af anden halvleg skiftede begge hold flittigt, hvilket ødelagde rytmen i kampen en del. For FCH kom brasilianske Felipe Tontini på banen efter et kvarters spil og midtbanespilleren gav i glimt prøver på sin gode boldbehandling og fine afleveringer.

Mladost var mod slutningen tæt på at få bolden i nettet i flere tilfælde. Den kun 20-årige kantspiller Maharafa Tandina var på spil flere gange, men hans afslutninger blev enten reddet af indskiftede Adrian Kappenberger eller blokeret i FCH-forsvaret.

Holdet fra Bosnien-Hercegovina ligger på en øjeblikkelig 6. plads i den hjemlige “Premijer liga” og spillede til tider noget hårdt. Det gav en del eftertacklinger i det intense opgør, hvor ialt syv advarsler faktisk var nogle stykker i underkanten.

Opgøret var FCHs sidste inden forårspremieren søndag mod OB i Odense. Med Patrick Olsen karantæneramt til dét opgør, ligner konstellationen Mikkel Basse – Christian Køhler en sandsynlig midtbaneduo til superligastarten. Forsvarsmæssigt måtte FCH igen i dag stille op uden de småskadede Mikkel Bruhn og Andreas Holm, mens Daniel Jørgensen stod over på grund af sygdom.

Ricki Olsen og Jonas Henriksen har ikke deltaget på turen til Tyrkiet. Olsen er tæt på at blive far for første gang, mens Jonas Henriksen er langtidsskadet.

Træningskamp
Lørdag d. 3. februar 2018, kl. 14:15 i Belek, Tyrkiet

FK Mladost Doboj Kakanj – FC Helsingør
0-1 (0-1). Tilskuere: 50
0-1 Nicolas Mortensen (31)

FK Mladost Doboj Kakanj (4-4-1-1): Emil Velić (85.: Semir Bukvić)- Darko Mišić, Aladin Isaković (Anf) (61.: Adnan Šećerović), Bojan Regoje (46.: Abdel Metalisi), Vukašin Benović – Dalibor Pandža (49.: Filip Arežina), Adnan Zahirović (52.: Denis Čomor), Damir Sadiković (49.: Milivoje Lazić), Aladin Šišić (54.: Maharafa Tandina) – Amer Hiroš – Haris Dilaver (61.: Almir Aganspahić).
Manager: Edis Mulalić

FC Helsingør (3-4-1-2): Aris Vaporakis (59.: Adrian Kappenberger) – Martin Fisch (59.: Patrick Olsen), Søren Henriksen (Anf), Pascal Gregor – Frederik Bay (59.: Adnan Mohammad), Mikkel Basse, Christian Køhler (59.: Felipe Tontini), Matheus Leira – Tobias Christensen (59.: Anders Holst) – Douglas Ferreira (75.: Daniel Stückler), Nicolas Mortensen (69.: Melvin Frithzell).
Ikke benyttet: Mikkel Bruhn (M).
Cheftræner: Christian Lønstrup.

Advarsler: Frederik Bay (16), Tobias Christensen (55), Patrick Olsen (65), alle FC Helsingør. Adnan Zahirović (26), Amer Hiroš (45), Adnan Šećerović (79), Filip Arežina (89), alle Mladost Doboj.

GemGem