Jannik Zimling rykker til Næstved

Føler sig langt fra spilletid i FCH

Denne historie er læst 2511 gange!

Kort før sæsonstarten har midtbanespilleren Jannik Zimling valgt at skifte til topholdet i 2. Division Vest, Næstved Boldklub. Det sker, efter han i går fik sin kontrakt med FC Helsingør ophævet.

– Jannik føler, han er for langt fra spilletid og har derfor anmodet om at få sin kontrakt ophævet, fortæller sportschef Johnni Mosevang Christensen. Jeg havde gerne set, at Jannik var fortsat hos os, men da vi er godt besat med spillere til den centrale midtbane, har vi valgt at lade ham gå allerede nu.

FODBOLD: Jannik Zimling (FC Helsingør) jubler efter sin scoring til 2-0 under kampen i 2. Division Øst mellem Boldklubben Frem og FC Helsingør den 8. november 2014 i Valby Idrætspark. Foto: Claus Birch
Jannik Zimling jubler efter sin scoring til 2-0 i topkampen mod Boldklubben Frem i Valby Idrætspark. Det blev hans sidste mål for FCH og fremover får Næstved Boldklub glæde af midtbanespilleren. Foto: ClausBirchDK.

I Næstved er cheftræner Mogens Krogh godt tilfreds med at få suppleret truppen lige inden forårspremieren.
–  Vi har lavet en amatøraftale med Jannik frem til sommer. Så kan vi bruge foråret på at se hinanden an, og om vi skal forlænge samarbejdet efterfølgende. Jeg kender Jannik fra hans tid i B1908 og FC Helsingør, og han er en spændende type, siger Krogh til bold.dk.

23-årige Jannik Zimling kom til FC Helsingør fra B.1908 i sommeren 2013 og siden da er det blevet til 37 kampe og 6 mål. Denne sæson er det dog ikke blevet til så mange kampe, da han først midt i september vendte tilbage fra en skadesperiode.