Lønstrup ønsker fuldtidskontrakt

Trænertvivl før oprykningskamp mod Holbæk

Denne historie er læst 1976 gange!

Mens FC Helsingørs spillere i aften skal udkæmpe den måske vigtigeste kamp i fusionsklubbens korte historie, så kæmpes der også på en helt anden bane i klubbens ledelse. Udover de massive udfordringer den forventede oprykning til 1. division vil kaste af sig henover sommeren, har formand Finn Moseholm fået mere at forholde sig til.

FODBOLD: Cheftræner Christian Lønstrup (FC Helsingør) under kampen i 2. Division Øst mellem B.93 og FC Helsingør den 28. august 2014 på Østerbro Stadion. Foto: Claus Birch.
Cheftræner Christian Lønstrup har et halvt år tilbage af sin kontrakt og vil gerne fortsætter på fuldtidsbasis. Foto: ClausBirchDK.

Tirsdag kom det frem, at cheftræner Christian Lønstrup kan være på vej væk fra Nordsjælland, hvis ikke det lykkes at stable en fuldtidskontrakt på benene. Mindst to klubber fra 1. division har luftet deres interesse for succestræneren. Den ene skulle være Lyngby, der skal finde afløseren for Jack Majgaard, der blev fyret i maj, efter en miserabel forårssæson.
– Ja, der er foregået noget i kulisserne, men det kan jeg ikke kommentere på. Det er jo ikke unormalt, at andre klubber spørger ind til noget. Hvis jeg får tilbudt et fuldtidsjob fra en top 1. divisionsklub, så er det selvfølgelig interessant, i og med at jeg gerne vil være fuldtidstræner, siger Christian Lønstrup, der har kontrakt i sundbyen til udgangen af året.

Han understreger dog, at han allerhelst vil blive i Helsingør, hvis der kan findes en løsning på hans pressede dagligdag.
– Lige nu har jeg to jobs. Udover trænerjobbet i Helsingør er jeg 30 timer om ugen i Spillerforeningen og behovet heroppe bliver ikke mindre, hvis vi rykker op. Jeg har talt med ledelsen om, at vi må finde en god model og det har de taget positivt imod. Det her er jo ikke noget, jeg skal blive millionær på og jeg vil til enhver tid hellere bruge penge på, at forstærke truppen, end at jeg selv skal have en høj løn, tilføjer han.

Skulle klubben finde økonomien til en fuldtidsansættelse er Lønstrup klar til at blive, men mener ikke, at det nødvendigvis skal betyde fuldtidsansatte spillere.
– Vi må hele tiden tage små skridt og økonomien er ikke til fuldtidsprofessionelle spillere. Men måske en situation, hvor de kan købes fri før en vigtig kamp. Både Brønshøj og AB har haft cheftrænere på fuld tid, selvom spillerne ikke var det, forklarer Christian Lønstrup, der siden 2005 har haft A-licensen. Den næsthøjeste licens i Danmark, der kvalificerer ham til at træne i 1. division.

FC Helsingørs formand Finn Moseholm bekræfter, at klubben arbejder intenst på at kunne tilbyde Lønstrup en fuldtidskontrakt.
– Jeg har fuld forståelse for hans ønske. Han bruger sindssygt meget tid på trænerjobbet og er utrolig seriøs omkring det. Men der er jo en del aspekter i det her. Hvor meget skal vi træner næste år og hvilke andre opgaver har vi, som kunne være en del af jobbet, spørger Moseholm.

– I bund og grund handler det om, at vi skal have økonomien til at hænge sammen. Der kunne måske også være nogle muligheder i, at vi er Team Danmark kommune og at FC Helsingør og Lønstrup kunne påtage sig nogle opgaver i den forbindelse, siger han.