Malte valgte Fredericia

Back fortsætter i NordicBet Ligaen

Denne historie er læst 871 gange!

Mathias Johannsen – her i kamp med Jung-Bin Park (Viborg) var med til at sikre FCH oprykning i playoff-kampen til ALKA Superligaen mellem Viborg FF og FC Helsingør den 4. juni 2017 på Energi Viborg Arena. Foto: Claus Birch

Blot få dage efter afskeden med FC Helsingør, har den 26-årige forsvarsspiller Mathias “Malte” Johannsen fundet en ny klub. Det bliver NordicBet Liga kollegaerne fra FC Fredericia der får glæde af all-round spillere, der har skrevet en halvårlig kontrakt med østjyderne.

Mathias Johannsen havde kontrakt med FCH til udgangen af 2018, men tidligere på ugen valgte klub og spiller at stoppe samarbejdet.

–  ”Malte” vil meget gerne spille mere fodbold, end vi har kunnet tilbyde ham, eftersom han i lange perioder har været bag Frederik Bay på favoritpositionen på venstre back. Vi har derfor i fællesskab besluttet os for at ophæve kontrakten, og skilles i fred og fordragelighed. Malte har været en loyal og professionel spiller, der har arbejdet hårdt i sin tid i FC Helsingør. Han er en god knægt, der har været vigtig for sammenholdet i truppen, og som altid er mødt op med et smil på læben og spredt godt humør. Vi ønsker ”Malte” held og lykke med den videre karriere, lød det fra FCH-direktør Janus Kyhl.

Rygter lød egentlig på, at forsvarsspilleren var på vej til en 2. divisionsklub i Københavnsområdet, men en presserende skadessituation i FC Fredericia, fik 1. divisionsklubben til at kigge nærmere på den rutinerede spiller. Han er i første omgang udset til erstatning for Erik Nissen, der brækkede benet under træning forleden.

Mathias Johannsen kommer oprindeligt fra Kastrup Boldklub, men fik sit gennembrud hos naboerne fra B.1908 i 2. division, hvorefter han tog til Næstved. Det blev til 69 kampe for De Grønne, inden han i januar 2017 blev hentet til FC Helsingør på en 2-årig aftale. 

Venstrebacken nåede ialt 21 kampe på FCHs bedste hold, deriblandt de to afgørende oprykningskampe til Superligaen mod Viborg FF i forsommeren 2017. 

GemGem