Fodboldlykken er vendt for Aaquist

Den offensive back glæder sig til 1. Division igen

Denne historie er læst 4293 gange!

Efter et halvår i AC Horsens, hvor skader og manglende spilletid tærede på selvtilliden, er alt vendt på hovedet for FC Helsingørs højre back Mads Aaquist, der i foråret har udviklet sig til en af de lyseblå’s mest spændende spillere.

Aaquist opsagde i januar sin fuldtidskontrakt med FC København, signede et halvårlig amatøraftale med FC Helsingør og satsede alt på, at få fodboldglæden tilbage. Dét har den 20-årige spiller i den grad opnået og blev i juni belønnet med en ét-årig kontrakt hos Christian Lønstrup & Co.

FODBOLD: En glad Mads Aaquist på scenen efter kampen i 2. Division Øst mellem FC Helsingør og Nykøbing FC den 13. juni 2015 på Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch
– Jeg glæder mig mest til at møde Horsens, jublede Mads Aaquist fra scenen, da FC Helsingørs spillere i juni blev hyldet efter oprykningen til 1. Division. Foto: ClausBirchDK

– Jeg er sindssygt glad for at være i Helsingør. Jeg har fået meget spilletid, trænerne tror på mig og jeg har nogle fede holdkammerater, lyder det med et stort smil fra den offensive back.

Udover adskillige målgivende indlæg, har han i foråret udviklet sig som et farligt angrebsvåben med sine lange indkast, der efter at være blevet forlænget i feltet, har givet ikke så få mål til FCH.

Nu er Mads Aaquist så tilbage i den 1. Division, hvor han aldrig rigtig fandt lykken med lejeaftalen i Horsens.
– Det er selvfølgelig noget helt andet, men jeg tror faktisk ikke, at omstillingen bliver så svær. Jeg er jo en offensiv back, så der kommer måske lidt færre aktioner fremad. Men jeg mener også, at jeg har det defensive element i mit spil og vi skal være klar på, at omstillingerne går hurtigere, siger Aaquist.

Han har indtil nu imponeret på pladsen som højre back, men det er ikke nødvendigvis kun dér, han ser sin plads på holdet.
– Nej, jeg har det også helt fint med at spille længere fremme. I virkeligheden er jeg glad, bare jeg får spilletid, fastslår FCH’s nummer 24, der kun missede en enkelt af forårets 15 kampe.