Osama Akharraz tilbage i FCH

Offensiv midtbanespiller får et halvt års kontrakt

Denne historie er læst 253 gange!

Osama Akharraz tackles af Pieros Sotiriou (FC København) under kampen i ALKA Superligaen mellem FC Helsingør og FC København den 17. september 2017 på Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch

Den dansk-marokkanske offensivspiller Osama Akharraz er tilbage i FC Helsingør. Efter at have trænet med klubben en lang periode har Akharraz i dag skrevet en kontrakt frem til sommerferien.

FAKTA
Osama Akharraz (f. 26.11.1990)
Position: Offensiv midtbane
Klubber: Brøndby IF, AGF, FC Vestsjælland, Viborg FF, FC Helsingør
Kampe / Mål for FCH: 8 / 0
Landskampe: Danmark U16 (2 kp/1 mål), U17 (8 kp/ 0 mål), U18 (5 kp / 0 mål), U19 (9 kp / 0 mål), U21 (2 kp / 0 mål) i perioden 2006-11.
Kontrakt til: 30.06.2019
Se Spillerprofil

Osama Akharraz blev hentet til FC Helsingør umiddelbart før transfervinduet lukkede i august 2017, tænkt som erstatning for André Riel, der blev solgt til AGF. Succesen var dog til at overse for Akharraz, der kun fik 8 kampe i Superligaen og slet ikke kom på måltavlen. Cheftræner Christian Lønstrup kaldte det et fejlskud, men med ansættelsen af Peter Feher i FC Helsingør, har Akharraz fået en chance mere.

Han forlod klubben efter nedrykningen i juni 2018, men vendte tilbage, da Feher kom til FCH nogle måneder senere.

– Han er en spiller, der tilbyder noget lidt andet end de andre midtbanespillere vi har. Han er mere offensiv. Det er planen, at han skal have næstsidste fod på en del mål her i foråret, og så er han også en habil afslutter selv. Hans sidste ophold i klubben blev lidt ødelagt af skader, men han har trænet med hos os et stykke tid nu, og har set rigtig fin ud, på trods af, at han har været ude et stykke tid, siger cheftræner Peter Feher om sin nyeste spiller.

– Fordelen ved at hente ham i en vinterpause er også, at vi kan nå at få ham i form til foråret, hvor han så kan bidrage med noget boldfasthed, et godt offensivt blik, og noget teknik. Vi havde ham med i efterårets sidste reserveholdskamp mod Sønderjyske, hvor han scorede et mål og lagde op til to, så han er da helt klart en spiller jeg forventer kan bidrage med en masse i foråret, tilføjer Feher.

Osama Akharraz startede sin karierre i Brøndby IF, hvor han debuterede i Superligaen i foråret 2011. Ialt nåede han 14 SL-kampe for vestegnsklubben, inden han skiftede til AGF på en fri transfer i januar 2012. Siden repræsenterede han FC Vestsjælland og Viborg FF, med ialt 122 superligakampe med 21 scoringer.