Medier: Udenlandske klubber byder på Pascal Gregor

Kalmar FF fra Allsvenskan rygtes at have lagt et konkret bud

Denne historie er læst 192 gange!

Pascal Gregor i kamp med Wilfried Zaha fra Crystal Palace i sommerens træningskamp på Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch

Blot et par dage før transfervinduet lukker, kan FC Helsingørs centrale forsvarsspiller Pascal Gregor være på vej væk fra klubben. Ifølge Helsingør Dagblad og bold.dk er der et konkret bud fra Kalmar FF, mens yderligere en udenlandsk klub har meldt sin interesse.

FAKTA
Pascal Gregor (f. 18. februar 1994)
Position: Forsvar
Klubber: FC Nordsjælland, FC Helsingør
Kampe/Mål for FC Helsingør: 33 / 3 
Landskampe for Danmark: U20 (2 kp i 2013), U21 (17 kp fra 2015-16):
Kontrakt til: 31. december 2019

FC Helsingørs direktør Janus Kyhl har ingen kommentarer til transferrygterne, men bekræfter, at der er interesse for Gregor og at det har været tilfældet siden han kom til klubben fra FC Nordsjælland i januar 2018.
– Det er korrekt, at der er stor interesse for Pascal Gregor. Det vil der altid være for så god en spiller. Jeg kan konstatere, at interessen ikke kun kommer fra én klub, men jeg kan ikke sige noget om, hvorvidt der er landet et bud eller ej, siger Kyhl til bold.dk.

Kyhl understreger samtidig, at der skal meget til, før klubben slipper den 24-årige forsvarsprofil.
– Pascal er en ekstrem dygtig spiller, som vi meget gerne vil beholde i foråret, og vi vil gå langt for at holde på ham. Generelt er det sådan, at vi altid kigger på, hvor lang tid der er tilbage af vinduet, hvis en spiller kan være på vej væk. Det skal give mening hele vejen rundt, og hvis vi sender en væk, skal vi nå at kunne få en ind, der kan dække af, mens der også skal være plus på kontoen i sidste ende, tilføjer Kyhl til bold.dk.

Kalmar FF blev nummer 10 i Allsvenskan i 2018-sæsonen og er på udkig efter forstærkning af det centrale forsvar. Senest har man haft New Zealandske Adam Mitchell til prøvetræning, men meldte i går ud, at han ikke bliver tilbudt en kontrakt og at man vil sondere terrænet for andre alternativer.

Det svenske transfervindue lukker først 4. april, hvilket betyder at Kalmar FF ikke er presset i forhold til det danske vindue. Det er FC Helsingør til gengæld, hvis man ønsker at hente en erstatning ind udefra.

Pascal Gregor skiftede til FC Helsingør for et år siden på en fri transfer fra FC Nordsjælland, hvor hans kontrakt var udløbet. Han har kontrakt med FCH til udgangen af 2019